Idag var jegved lægen og jeg fik min nye spiralk sat op, og jeg var rystende nervøs, fordi jeg havde hørt at det ville gøre ondt.
Det gjorde overhovedet ikke ondt at få den gamle taget ud, men at få den nye sat op var yderst smertefuldt. Jeg lod som om det ikke gjorde ondt, men lægen kunne godt se at jeg havde ondt, så hun beroligede mig og sagde at nu var det overstået og hvis jeg fik flere smerter eller jeg begyndte at bløde voldsomt skulle jeg kontakte lægevagten.
Nu er der gået nogle timer og jeg har det godt, men jeg er glad for at der går 5 år før den skal skiftes igen. Om en måned skal jeg have lavet en undersøgelse igen hvor de tjekker at den sidder korrekt og så tager de nogle prøver, og det er jeg rigtig glad for. Hun spurgte om jeg havde nogle i familie som havde haft kræft, og ja min mormor døde af kræft da min mor var 11 år, og hendes far døde 8 år senere også af kræft. Min mor har fået fjernet mange modermærker og et af dem var der forandring i, så de fjernede et ordentlig stykke af hendes inderlår.
Jeg håber aldrig hun får kræft, men jeg har altid vidst at hun ville få det i en eller anden form.
Nu har jeg jo desværre set hvordan kræft kan starte i brystet og ende med at have spredt sig så meget at de går op i hovedet og dør af det. Det gjorde min tidligere svigermor, og det gik rigtig stærkt til sidst. Hun døde 14 dage efter hun havde holdt hendes 50 års fødselsdag.
Hun var ude at besøge os om søndagen og mandag eftermiddag døde hun. Jeg kan huske min tidligere svigerfar ringede til mig lige da hun var sovet ind, og han var helt ude af den, og jeg skulle bare hente min søn og så aflevere ham hos mine forældre og så komme så hurtigt jeg kunne. Det værste var at min daværende kæreste havde været hjemme ved dem hele dagen og han kørte så ud for at hente mig og imellemtiden ringede min tidligere sigerfar og fortalte at hun var død. Jeg var knust og jeg måtte overbringe den dårlige nyhed til min daværende kæreste og jeg har aldrig set ham være så askegrå i ansigtet som han var, men der var ingen tårer og det var rigtig svært for mig at forstå. jeg ville mene at når ens mor dør så er man da fuldstændig knust, men han var stille og rolig.
De 3½ år hvor hun var syg gik hun fra at være en høj flot slank dame på 1,78 til en lille og gammel dame på sølle 1, 48 cm. Jeg synes det var rigtig hårdt at se hvordan hun blev mere og mere svag. HUn kæmpede med næb og klør, men til sidst gav hun op. Jeg savner hende og jeg savner alle de timer vi sad og snakkede og bare hyggede os. I MISS YOU!!!