... og jeg hader det.
Manden er taget i byen med en kammerat, og jeg er alene. Og som altid med en forfærdelig følelse af at være forladt, ladt i stikkken.
Hvorfor er det så svært for mig at udfylde det hul, der skabes når han er taget af sted?
Jeg prøver at kontakte andre for at få selskab - men ingen kan - eller også er jeg bare i vejen?
Jeg prøver at skrive - det hjælper heller ikke - for inspirationen er væk.
Så er der shopping - men mit shoppegen er så forsvindende lille.
Jeg har ikke ondt af mig selv - jeg er bare irriteret over at jeg er så uinspireret at jeg ikke kan finde på en løsning ... og jeg har lyst til ... en masse ... jeg kan bare ikke komme til det ... for der er ingen at følges med.
GRRR!!
Skriv kommentar
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.