Kære Dagbog...
Der kom en mand ud på arbejdet med sin søn og købte en is.. Ikke noget specielt idet.. Derefter kom mandens kone og deres lille datter.. Jeg skulle ordne kaffeø og de var de eneste i butikken og gik og hyggede lidt omkring for at finde hvad de ville have.. Jeg fik øjenkontakt med pigen.. Hun var skøn.. Hun hed Laura... Vi pjattede sådan med Tittebøh... Imens jeg selvfølgelig lavede noget... Jeg gik rundt om kaffeøen og hun storgrinede.. Hun var bedårende.. Absolut... Da de har handlet pjattede vi stadig lidt... Moren sagde til Laura: Vi kommer vist aldrig herfra Laura... Hun var bare så kær.. Da de var ved at gå, jeg var ved kaffeøene og moren og børnene ved aviserne, kom faren over til mig: Ja og de er begge to adopteret, sådan er det jo når man ikke kan selv, og vi er bare så taknemmelige...
Man kunne hele tiden bare mærke, hvordan de elskede dem og hvordan børnene elskede dem... De passede bare sammen.. Og jeg blev bare så rørt.. Jeg kan ikke engang huske, hvad jeg svarede, men jeg vinkede til Laura da hun gik... Hun smilede... Jeg kunne ikke lade være med at tænke: Er det mig om ti-femten år..?
MVH Christina Østergaard...