Jeg skulle have været i dagvagt i dag, men byttede den med en aftenvagt, så jeg kunne komme til neurolog i formiddag. Heldigvis var det den samme læge som sidst. Ham taler jeg utrolig godt med. Jeg forstår, hvad han siger og mener og omvendt forstår han også, hvad jeg vil.
Vi blev enige om at øge medicinen lidt i dosis, så jeg får den optimale styrke og dermed bedre virkning af medicinen. Desuden bad jeg om at få en kopi af min journal, som han ville få sekretæren til at sende hurtigst muligt. Jeg har været inde ved 5 - 6 forskellige neurologer og det er da rart nok at læse, hvad de har skrevet om mig. Jo, det var en rar følelse, jeg havde da jeg gik derfra.

Det var det bestemt ikke første gang, jeg var hos neurologen.
Det hele startede med en let rysten på højre arm og myoser og smerter i højre skulder samt en let snurren i benet. Jeg gik til min egen læge, som anbefalede mig at lave lidt gymnastik - men øv, det hjalp ikke. Nyt lægebesøg, hvor der blev taget en masse blodprøver, som alle var fine. Derfor fik jeg en henvisning til neurolog og hos ham fik jeg en tid en fredag eftermiddag kl. 17.00.
Jeg tog selv afsted op til ham - havde overhoved ingen anelse om, hvad der ventede mig. Jeg mødte neurologen og ups - vores kemi passede ikke godt sammen, kunne jeg mærke.
Det blev en kortvarig undersøgelse og han spurgte, om jeg vidste, hvad jeg fejlede. Diagnosen rungede ud i rummet. PARKINSON. Ellers ingen forklaring eller noget som helst. Det eneste han sagde, var at jeg ville høre fra dem.
Jeg følte mig, som en Palle - alene i verden. Jeg var sønderknust og forvirret og tårerne sprøjtede ud af øjnene på mig. Det var et under, at jeg kom helskindet hjem - 30 km i bil. Det var en lang vej at tænke mange, bange tanker.
Hvad nu? hvad med min fremtid? Hvorfor mig? og det kunne bare ikke passe. Jeg så også for mig, beboerne med Parkinson, som jeg havde passet i tidens løb og huskede beboeren, der sad og klippede huller i sit tøj. Skulle jeg ende sådan?
Jeg kom hjem til mand og børn. Forsøgte at skjule min fortvivlelse for børnene, men min lille pige spurgte dog, om jeg kunne dø af det. Jeg tog hende ind til mig, gav hende et knus og svarede, at det kunne jeg ikke.
Spørgsmål og tanker kværnede rundt i hovedet på mig. Jeg rodede rundt i gamle fagbøger, men fandt ingenting om sygdommen. Det blev en lang fredag aften og en endnu længere nat.

Det er nu snart tre år siden, at jeg havde den oplevelse. Den var bestent ikke rar og jeg ønsker ikke for min værste fjende, at han må blive udsat for lignende. Det kan slet ikke lade sig gøre, at stille så alvorlig diagnose på så kort tid, har jeg siden ladet mig fortælle.

Nu har jeg det godt og er bare så glad for, at jeg går til kontrol hos en rar, empatisk læge.

Det var ordene dennegang. Nu er det da vist sengetid.

Godnathilsener fra Nellemor.