Med musikken fra Tv2s rigtige mænd gidder ikke mere vrøvl, vil jeg nu skrive min dagbog.

Damn hvor er jeg bare træt af et par kvinder...eller 3, 4, 5, 6... jeg mærker en vrede...en dyb harme overfor alt og alle...fyldt med fornemmelsen af at være blevet forrådt.

Jeg ved ikke hvad de forventer, men de får ihvertfald ikke noget af mig. Venskab...ha...dont make me laugh! Og hvad skulle jeg få ud af det?

folks søde ord varmer i 3 sekunder, - ja det er næsten som at tisse i bukserne...også er de altid med skjulte motiver..måske også derfor jeg elsker at række dem fingeren, og sige nej når de så langt om længe kommer til sagen.

Jeg ved hvad folk tænker, men det vil jeg også skide på. Man kan ikke inderst inde se ned på mig, også forvente at jeg gider at være venner.

Så vil jeg hellere bruge mine ord som kugler man stopper i en pistol...for at fyre dem af i vrede.Denne gang er komikeren død.