Er ved at springe i luften lige nu. Der er bare intet der vil lige præcis som jeg vil. Folk træder på mig som om det er det naturligste i verden. Selv min egen mor bruger mig som gulvmåtte. Jeg har bare ikke overskud til at tage mig af det og så er det da en glimrende løsning bare at blive ved. Som om jeg ikke har nok at tage mig til. Men det glemte jeg jo. Mit liv er jo ikke vigtigt nok at bekymre sig om.