Kære dagbog

Så sidder jeg på skolen og tænker...ARGH!!!! Yup yup. Vi er i gang med at lave projekt til den afsluttende prøve, og jeg kan ikke finde på en skid, som kan fylde tyve minutter. Aldrig har jeg haft så mange problemer, for normalt plejer jeg at være afslappet omkring mine mundtlige prøver, men denne her gang, sidder jeg nærmest og tuder, når jeg forsøger at finde på noget at skrive ned.
Udover det har jeg det som om, jeg er blevet smidt ad helvedes til af to veninder, selvom jeg godt nok er inviteret til den enes fødselsdag, men det er bare som om, at det altid er mig, der skal ringe eller skrive for at snakke. Det virker som om, de ikke kunne være mere ligeglade på det punkt.
De to ting får mig til at overveje om det er derfor, jeg føler mig så totalt modløs og latterlig for tiden. Jeg troede, jeg bare skulle igang med at skrive igen, men selv efter jeg endelig har åbnet Sitars Juvel og er begyndt at skrive igen, har jeg det stadig som om, jeg burde springe ud fra en bro for at få bare fem spændende sekunder.
Måske er det ulempen ved at skrive fantasy? Man begynder at kede sig i sit eget liv, når man skriver om romancer, spænding og eventyr på sin pc. Jeg har ihvertfald ikke følt mig så ubetydelig og kedelig siden nytårsaften for to - tre år siden, hvor det hele kulminerede i et meget deprimerende digt.
Projektet er efterhånden blevet utrolig ligegyldigt for mig, siden jeg alligevel endten sidder og stirrer formålsløst på skærmen eller sidder og tuder, imens min lærer forsøger at hjælpe mig.
Var der nogen, som tænkte "Mand, hvor ynkeligt?", yes sir!

Citat: Kick it up and pull yourself together (Gid jeg kunne det)