Ja forholdet jeg ævlede om sidst holdte heller ikke, meget mere end et par dage efter jeg var her inde at skrive. Så var planen jo faktisk at jeg ville holde mig lidt fri fra kærester, men hvad kan man gøre når man møde en sød fyr...stille og roligt begynde at forelske sig. Han er så enorm sød at jeg slet ikke kunne stå for ham. MEn selvfølgelig bedst som man flyver så den meget omtalte lyserrøde sky, bliver man stået ned til jorden igen.
Fandt ud af at hans mor var min mors kusine. Og så sluttede det forhold. Og jo et eller andet sted er det da meget komisk at man finder en man et sted der ude er i familie med, det er bare knap så sjovt når den person faktisk var en man var begyndt at forelske sig i. Så går humoren lidt af det hele og man vil bare helst begrav sig i en sort hul. Men konklution af dette er da helt sikkert blevet at jeg nægter at kæreste med nogen fra denne by og omegn.
Når man et par gange i træk finder et forhold der ikke kan eller vil lykkes begynder man stille og roligt at tro på de venner der siger at man evigt vil være single-pige. Måske er det ikke mening at alle skal finde en. Det har jeg nu altid troet på. Men havde nu håbet på at jeg ville finde en alligevel.
Når kærlighedslivet køre som mit, bliver det hårdere og hårdere at se vennerne sammen med nogen, det er svært se dem glade, når man selv er trist. Men er der andet at gøre end at sætte et smil på læben og prøve at komme videre - at blive ved med at håbe?
Eller måske skal man bare acceptere at kærlighed ikke er tildelt en?
Matilde