Dagens kompliment til hende, fik hende da til at smile stort igen. Det varmer og varmer. Jeg er nok blevet afhængig af det smil og de øjne hun sender samtidig. Og så er det virkeligt øv, at hun har meldt afbud til vores afdelingsarrangement i aften. Hun er en af de mere ”normale” mennesker, jeg kan snakke med. Mange af de andre, forstår jeg slet ikke…

Det skal dog nok blive hyggeligt nok alligevel. Dog er det til vinsmagning, og når man som jeg er i bil, oplever jeg nok ikke helt den samme stemning, som de andre. Men jeg kan jo altid lave min egen ”vin”smagning, i de forskellige sodavand, der bliver stillet frem.

Efter at have tænkt over det længe, er jeg kommet frem til at en flirt virkelig er energigivende. Skægt egentlig… For hvor langt bør en flirt gå? Og hvor langt er jeg egentlig villig til at gå? Hvis det endelig kom til dét? Og hvorfor kommer jeg så altid til at flirte med de lykkeligt nygifte? Det er jo dødfødt fra start af, uagtet hvor langt jeg vil gå… *smok-pandeslag*.