Synes snart at urimeligheden har toppet. Min kære fadder som altid har kæmpet sine kampe for at overleve, har nu fået endnu en dom. Udover at være manio depressiv, har parkinson, lettere parkinson demens og diskosprolaps – ja så kan han også skrive kræft på hans cv. Og for at det ikke skal være løgn, så skal han måske også i dialyse. Knuden son sidder i den ene nyre, er ca. 6 cm stor. Dvs. at den fylder ca. 50 % af nyren. I samråd med overlægen, så har han valgt at få hele den ene nyre fjernet. Hans nyre tal er i forvejen ret dårlige, så derfor mulig dialyse.

Når man som jeg har været vidne til så meget ” ondskab ”, så begynder man at tænke på - at man skal huske at leve mens tid er. Ikke noget med udskyde til man bliver ” gammel ”, for der er ingen garanti for at man når det og slet ikke hvis man som min far, raver alt mulig til sig.

Det gør så inderligt ondt, og ikke kun fordi at det er min far, men med alt det som han har været igennem, så også skal slås med alt den sygdom. Hvor er retfærdigheden !


Dagens lyspunkt : Jeg er dybt taknemlig for min familie på godt og ondt.