Snakkede med min mor i telefonen igår. Havde brug for en, der kunne hale med ned på jorden igen, da jeg pludselig tog beslutning om at ville ansøge optagelse på Forfatterskolen. Hun fik mig dog ikke så langt ned, for hun syntes helt bestemt, jeg skulle gøre det.

Men så rart, at hun støttede mig i mine tanker om fremtiden. "Vi lever kun een gang, Luise - Hvis du ikke gør det, fortryder du det bare."

Og ja, det har hun jo så evigt ret i!

Så nævnte hun, at jeg havde det med at skrive fra min morfar - whaaat?! Det anede jeg bare ikke. Troede jo engang, at jeg var den eneste i familien med skriverhjerte. Fndt så ud af, at min moster også engang har forsøgt sig med skriveriet. Og nu finder jeg så ud af, at min morfar også skrev.

Så vidt jeg ved, har han aldrig fået udgivet noget. Og tror heller ikke, han skrev romaner og den slags, men han skrev taler og vist også et par lystspil.

Det er da lidt fedt!

Har altid følt, at jeg lignede min morfar meget, og dette er så endnu et plusi bogen. Morfar var selvfølgelig langt fra perfekt, men jeg elskede ham. Og på en måde føler man en ekstra forbindelse til ham nu, hvor vi har en ting mere til fælles - nu, hvor han ikke er blandt os mere.