Jeg kigger ud af vinduet og ser de smukke hvide kirsebærblomster, der sidder i små klynger blandt de lysegrønne blade. Jeg ser de spredte solstråler, der trænger ned mellem de store træers grene og gør kirsebærtræet endnu smukkere. Det er foråret, når det er smukkest. Men det eneste, jeg kan tænke på, er, om folk mod vil lægge forårsblomster på min grav? Mon de vil lægge kirsebærgrene og æblegrene med deres smukke hvide blomster? Mon de vil lægge violer, anemoner, erantis og vintergækker og mindes hvor glad jeg var for dem? Måske vil de ovenikøbet plante vintergækker ved min gravsten så de kommer igen år efter år og gang på gang minder folk om hvor smukt foråret er. Måske vil de kunne få folk til at stoppe op et øjeblik og nyde synet mens de lytter til fuglenes sang. Ja, jeg vil gerne have forårsblomster på mit gravsted. Jeg vil gerne have folk skal stoppe op og glædes over dem, nyde synet og mindes mig med et smil. Jeg vil bare så gerne gøre noget godt for andre, sprede smil og glæde. Er der så noget galt i at ønske sig et smukt gravsted?