Hvornår begynder vi at ønske det vante frem for udfordringerne? Var det kun som børn, vi styrede mod det ukendte, det nye, det spændende? Er det dét, der gør os voksne? At vi vælger det vante, det vi kender. Vi skaber os et liv i rammer. Planlægger flere uger forud. Hvordan kan vi overhovedet vide, hvad vi har lyst til at lave så langt ud i fremtiden? Tænker vi overhovedet over, hvad vi har lyst til? Vi plalægger ud fra, hvad vi har tid til, hvad vi finder passende, hvad der er korrekt. Men er det virkelig det, vi har lyst til? Inderst inde? Kan man ikke være barn, selvom man er voksen? Bare en gang imellem?