Tingene går stadig den rigtige vej og jeg ser nu, mere end nogensinde, håbet på den anden side. At jeg kommer ud som et helt menneske. Et andet menneske, men på sin vis hel.

Den søde fyr har vist sig at være den sødeste fyr jeg har mødt, er så glad for ham, han gør mig glad.
Mistillid er der stadig, men det går virkelig frem ad for hver dag.

Han er stadig i mine tanker tit og ofte, men ikke på samme måde som før. Han er der, men tænker ikke mere over det.

Det er ved at være tre måneder siden han har ringet- håber aldrig han ringer igen. Men frygter det.

Troede aldrig jeg skulle komme helt ovenpå igen, men kan mærke at jeg nærmer mig. Bliver mere og mere "modig" for hver dag- men hensyn til at høre "vores" sang, at tage min nye med de samme steder hen. Det fryder mig at jeg nu kan gøre det. Jeg er stadig ikke hel, er stadig fyldt med ar indeni. Der går stadig lang tid inden de for alvor heler.

Ikke mere fra mig idag. Heldigvis- for det må betyde at det ikke er så slemt mere.. At depressionen endelig- langt om længe!- har sluppet sit tag i mig..
Det tog også ufattelig lang tid..

Ved at alt godt kommer til den der venter og det er jeg absolut et levende bevis for.

Du har smadret mit indre, men det fryder mig at jeg har været i stand til at samle det- at du ikke kunne knække mig helt.
At jeg stadig er her- sammen med håbet