Mine gamle spøgelser er vendt tilbage. Jeg beder dem pænt om at gå. De ler hånt af mig og svæver rundt omkring mig. Jeg vil ikke have dem her. Jeg vil ikke. Jeg sidder med mit lille barn, krænget ud af sit sorgløse leje i mit indre. Jeg værner om den lille pjevs, der er så ked af det. Jeg troede, at jeg kom med så kloge ord. Jeg ville bare mægle, og jeg ville ikke ødelægge noget.
Mine spøgelser rundt om mig, siger og håner og ler “Du er nul og niks, du skal ikke tro, at du er noget.” Jeg holder mig for ørerne og vil ikke høre på deres pladder. Jeg er en masse for mange mennesker. Jeg vil det bedste og vil folk ikke høre på mig, så kan jeg ikke gøre mere. Jeg siger kun det, som jeg kan stå inde for, men så kommer jeg i tvivl og roder mig ud i en masse, fordi jeg oplever spøgelserne, der siger en masse dumme ting til mig i hovedet.

Fis af med jer igen, hvad laver I her, siger jeg vredt til dem. En gungrende latter når mine ører, men aftager efterhånden og jeg ser at spøgelserne svæver væk fra mig igennem hullet i væggen. Jeg stopper hullet med vådt køkkenrulle. Det papir, som jeg tørrede mine blanke øjne i og snød næse i. Heiii, jeg kommer i tanke om, at sådant papir er guf for spøgelserne. De elsker jo at se mig forpint og ked af det. Jeg river hurtigt papiret af hullet igen og taper hullet til. Jeg vandt over spøgelserne denne gang.

Jeg tænker, så det knager, men jeg må hellere lade være, for jeg kunne jo kun give mit besyv med og ikke mere. Jeg ønsker, at være en ven, der lytter og jeg fik fat i den rigtige ende. Alle kan ikke være glade og i godt humør og jeg er ikke ansvarligt for andre end mine egne følelser der ikke må blive for grådkvalte og sørgelige, for så står spøgelserne der og kræver sit. Jeg hader at spøgelser skal få overtaget igen. De kan bare blive væk og blive manet i jorden.

Nu har jeg vist fundet årsagen til, at de kom frem de spøgelser, og nu er de borte igen og hullet tapet til. Jeg sætter et lille billede over det tætnede hul. Min væg er tapetseret med små billeder.