Jeg tuder og tuder og tuder. Har aldrig grædt så meget før - og så over en gut, der ikke er forelsket i mig mere?
Øv hvor er det bare forfærdeligt. Det er den værste følelse i hele verden... Og man står magtesløs overfor den, det er kun tiden der hjælper!

Og så vil han være venner? VENNER? Vil det sige "Ja, jeg vil gerne se dig ind i mellem og ringe til dig, når jeg savner dig og så der er også en mulighed for at knalde..." ???
Men sådan er han ikke - jeg kender ham. Eller det troede jeg i hvert fald.
Da vi snakkede i telefon igår, lød han så kold.
"Jeg savner dig lidt" hviskede jeg, mens tårerne løb ned af kinderne. "Ja.." svarede han lidt træt.
"Tror du nogensinde du fortryder? Det sagde du jo igår, du måske ville...?" spurgte jeg senere håbefuldt. "Nej - det tror jeg ikke. Er mest lettet nu. Og selvfølgelig ked af det - men mest fordi du er så ked af det."
Betød jeg virkelig så lidt? Jeg var trods alt hans allerførste kæreste? Men på den anden side, fyren er jo rationel, og har nok bare indset det ikke er os to mere. Så skal man også holde følelserne lidt udenfor i en periode - bare svært for mig, der har følelserne helt uden på skjorten. Som er på grådens rand konstant. Og som må tage sovepiller om natten for at sove. Og som helgardere sig med veninderne hele dagen igennem, så jeg ikke føler mig alene.

Åh Gud hvor jeg savner ham.