tårene de triller i aften, en rigtig møg dag.
alt så ellers så dejligt ud her til morgen, men ved at dagen hveranden fredag afhænger meget af hvordan min lille far har det, og selv om jeg er ved at være på det rene med hvordan han sommetider kryber i skjul, så tager det hårdt på mig psykisk at besøge ham. Han smiler som en lille sol når vi kommer ind og vi får lige udvekslet et par sætninger så smutter han ind i sig selv og det kan tage meget lang tid før han kommer frem igen.
Han bruger sin tid på at læse og høre cder.
Gå kan han ikke længer men tror sgu heller ikke at han er større end at jeg kan løfte ham.
At tænke sig at min lille far sidder på et plejehjem og kun har et eneste ønske at få lov at komme hjem til sin kone.
Som døde for to år siden, Sidste år lå han og vi troede alle at han ville få fred.
Men nej han blev hevet tilbage nu sidder han som han altid har sagt at han ikke ville, i en rullestol som et tomt hylster,gemt langt af vejen for ikke at støde andre.
det er ufattelig hvordan vi behandler mennesker.
Lille Far jeg elsker dig