Wauw...det angst anfald igår fik sat gang i tingene.
Brugte en stor del af dagen med at tale i telefonen med familie, svigerinde og ikke mindst selvfølgelig min søde kæreste. Vi fik snakket rigtig godt om,. hvad der satte min angst igang. Jeg fik forklaret, hvad jeg føler, jeg mangler i vores forhold. At det ikke bare er så rosenrødt som B går glad rundt og tror.
Han sagde, for første gang, at han elsker mig (og tilføjede: "...ahm tror jeg...tæt på ihvertfald!?!" Hihi hvilket er godt nok for mig!!!) Jeg ved, hvor svært det er for ham at give udtryk for den slags, så jeg var selvfølgelig (behersket) henrykt!!
Næste weekend bliver nu sat af til en rigtig hygge/omsorgs weekend....kun os 2 alene...resten af verden må klare sig selv, eller ihvertfald blot stå til vores disposition. Det glæder jeg mig til...rigtig meget!!