Glædelig onsdag!
Valgte at sove over mig i morges, min fraværsprocent var overraskende lav, og det kunne jeg ikke lade ske. Arriverede altså kl. 12 til en kemitime efterfulgt af engelsk - med O. Skræmmende mand. Nå, men det gik egentlig okay, desværre var der nogen, der havde sat tiden i stå i kemi - men sådan er det jo. Er lige kommet hjem fra violin, hvor jeg aftalte med min lærer, at jeg skulle træde vande i et stykke tid - havde egentlig først tænkt mig at bede om orlov, men så ved jeg, at jeg aldrig kommer i gang igen, og så er det alligvel træls at have brugt 13 år af sit liv på det... Snakkede meget med Sg. i går; han sagde, at jeg ikke kendte ham, og han havde ret. Så var det da heldigt, at det viste sig, at jeg endnu bedre kan lide ham nu. Mine få fordomme er blevet gjort til skamme, som jeg egentlig godt vidste, at de ville blive. Han er sej. Nu var det også hans tur til at fortælle om sig selv, han kender desværre mig alt for godt - og hvor har han bare hjulpet mig meget den seneste tid. Det er så fedt, at man kan fortælle ham om sine problemer, og han kan altid dreje dem til noget positivt og så kan man selv se, hvor dumt det hele er. Hvor er det fedt, at der er en, man altid kan gå til, hvis man har brug for at grine!!
Nå..
Jeg er sgu noget ynkelig for tiden, men det er HANS skyld, altså P's skyld. ÅÅH hvorfor er jeg så fortabt i ham? Og HVORFOR kan jeg ikke bare finde ud af, ikke at dumme mig, når han er der? Nå, det bliver desværre nok ikke et problem foreløbig. Har ikke set ham i aaalt for lang tid, og ingenting tyder på, at jeg får ham at se i den nærmeste fremtid. Måske skulle man bare tage sig sammen og få et crush på Prins Charles? Ja, det vil jeg gøre - rart at få det på plads.

Næste gang I ser mig, vinker jeg til jer fra polo-tilskuer-rækkerne. Christ - ej så hellere være lidt ynkelig.