Hvad er jeg? Total selvdestruktiv? Elsker jeg, at pine mig selv? Er det bare fedt at gøre ting, som jeg ved, vil gøre mig ulykkelig? Eller er jeg bare så desperat efter kærlighed, at jeg er villig til at ofre mig selv i samme øjeblik nogen siger, at de elsker mig?
Jeg har ved Gud i himlen genoptaget kontakten med S. Og naturligvis har han endnu en gang brændt mig af efter at have fortalt mig, hvor meget han har forandret sig...hmmm...og hvor er den forandring så henne? Endnu engang har han lullet mig ind i sine drømme og fantasier om, hvordan vi vil få det sammen...hvor godt det vil blive alt sammen...hvad han kan gøre for mig...jadda jadda jadda... og for fanden...jeg sluger det da bare rådt. Åbner mit blødende hjerte for ham og skriger: Kom dog ind, du min dejlige ridder! Kom og red mig fra dette mit livs ensomhed. Kast din kærlighed over mig og gør mig...ulykkelig!?
Hvor tåbeligt er det!!
Jeg må nok se i øjnene, at den mand aldrig kommer til at have andet end negativ betydning for mit liv... Der må findes bedre forbindelser...
Og jeg ønsker virkelig, at jeg finder dem inden alt for længe!!
Okay...en enkelt forbindelse kan gøre det!! Det er nok for mig haha!!