Har lige læst lidt i de tidligere indlæg i min dagbog. Sad med en klar fornemmelse af at jeg ikke havde skrevet dem. Tænkte lidt nærmere over det og fandt jo egentlig ud af at det hele stadig passer... nedtur igen!
Er snart så træt af mit liv. Og min familie. Synes aldrig jeg har fri, sådan for alvor. Har pissetravlt, men kun med at hjælpe de samme mennesker om igen, så det at møde nye mennesker sker næsten aldrig.
Mester er tilsyneladende begyndt at tro jeg går og lopper timer af. Han kan rende mig i røven. Jeg er så træt af den bonderøv... ælle bælle bonderøv. Er så småt begyndt at forberede afslutnings-svadaen. Har alligevel søgt nyt job de sidste 3 måneder...
Er vist også begyndt at stresse mig selv over min single status.
Hvorfor føler jeg mig så alene? Kan det virkelig være rigtigt? Ville gerne begynde at gå til et eller andet, men aner ikke hvad. Har vel egentlig heller ikke tid... jeg kan ihvertfald ikke se hvornår det skulle være...

Var i skoven på march igår med H. Har det egentlig okay med at være hendes ven. Det må jeg vel leve med. Men hvor er hun dog kedelig og banal. Jeg kan jo osse godt selv se at det aldrig ville gå når jeg konstant skal søge et niveau under mit eget for at tale med hende.
Det lyder højrøvet, det ved jeg godt. Men det er nu ikke meningen. H. er en sød pige og jeg vil stadig gerne ha' hende, men vi ville kede hinanden ihjel på ingen tid. Det fortæller jeg mig selv. Det hjælper ikke

Hvor finder man ligesindede?
Er Du derude et sted?

"There's gotta be more to life"
Stacie Oricco

Mit liv er noget rod. Og jeg står med det alene.