Jeg fik besøg af K... Han stod udenfor min dør og lignede en undskyldning for sig selv. Fik øjeblikkeligt ondt af manden, men tænkte samtidig, at det her kunne blive en af mit livs hårdeste prøver... Vidste instinktivt, at det ville blive mig, der skulle holde gang i samtalen hele aftenen.
Lavede varm kakao og serverede muffins...lige lavet om eftermiddagen..
Og jeg talte og talte og K talte da også lidt indimellem.
anden er flink nok, men jeg kan aldrig falde for ham...der er ikke noget at gøre..
Efter godt en time, sagde han at han måtte hjem igen...skulle møde kl 7 næste dag, og der var jo en times kørsel hjem.. Jeg var lettet, ærligt talt, og håber han kunne lide mine muffins, for ellers havde han ikke fået så meget ud af den lange tur. Jeg frygtede hans afsked...blev jeg nu nødt til at give ham et knus..!? Heldigvis rakte han tøvende hånden frem, og takkede for i aften.. Jeg greb den lykkelig, og takkede ham hjerteligt for besøget. Der gik 20 minutter, så kom sms´erne væltende ind, hvor han igen var den jeg plejede at skrive og tale med...og jeg var stadig en dejlig kvinde.. Jeg skriver stadig med ham, men han er formentligt godt klar over, at det var det..nu er der kun venskab tilbage..ligesom før..