Dengang livet var en gave, var jeg lige blevet født. Mine forældre havde skænket mig livet, og det var den største gave, jeg kunne få.
Fremtiden var fyldt med muligheder. Jeg kunne gennem årene skabe mig oplevelser, som skulle gøre mig til den, jeg er idag.
Hvorfor er det så ikke blevet, som jeg gerne vil have det? Hvorfor har jeg valgt en vej, som giver mig så mange hjertekvaler? Hvorfor kan jeg ikke sætte hælen i jorden, og sige: Nu er det sgu slut med alle de problemer. Nu vil du ikke have det skidt mere. Du er for godt et menneske til at lade dig behandle så dårligt af livet. Vi skaber selv vores liv, og du gør det mod dig selv. Stop dog den selvtortur.
måske skal gaven pakkes om og åbnes igen...