Hej dagbog, der er ingen tidspunkter jeg er mere lykkelig end når jeg mærker min vrede. Alle de dårlige minder bliver sat til side, håbløsheden og ensomheden forsvinder..tilbage er min vrede, som fylder hele min krop, som en ulm løve..jeg mærker min styke og vilje komme tilbage, - jeg behersker min vrede, den er ikke uden bånd..verbalt er der dog næsten fri løb...på en måde, men der bliver ikke bare fyret noget af..det er en kold velovervejet vrede..det er der jeg siger det, som sætter tingene på plads..gør at folk forstår at man ikke kan løbe om hjørner med mig, ikke kan manipulere mig...og verbalt viser jeg dem vægen..der kan i stå.

Er der nogen der prøver på at skælde mig ud, for de selv et par ting at vide...og jeg er ikke færdig før de ønsker de aldrig var blevet født..jeg er alt det jeg manglede at være som barn...og jeg glæder mig konstant til at benytte mig af den selvtillid min vrede giver mig...den æmmer op i mig af magt..jeg ser min brors kæreste vil styre ham, - den var aldrig gået ved mig, - og da hun prøvede at øve indflydelse hos mig, blev hun fejet hurtigt af banen...not ganna happen..jeg diskutere ikke, når det gælder mig, er det bare sådan! sagt med punktum. jeg tror noget af det er i min bror også, han er bare kommet der til hvor han bestemt tør sige hvad han mener...jeg siger ikke at man ikke kan gå på kompromi hvis det er, ( der hvor det ikke betyder noget) men hvis man ikke siger sin holding er der ikke noget at gå på kompromi over.

23:31 - kom til at tænke på, hvorfor fanden jeg er så god til at få venner. Er det fordi jeg ses som venlig? eller er det fordi jeg ikke sådan rigtig gider venskaber? hvis man prøver for hårdt sker det bare ikke..så når man bare ikke gider, ja så er man pludselig interresandt.