Ned og op, som i en rutsjebane.

Wonder Woman, ny lakeret ...
Racuelle Hei...
9 år siden
Kære natbog (XX)
Olivia Birch...
9 år siden
At skrive
Josephine Lø...
10 år siden
Nyt land
Christian Ba...
10 år siden
Nyt år
Martin Micha...
5 år siden
11 dag på fyldepinden og ...
Gaffa Brandt
12 år siden
Fjerde bog, næsten færdig...
JesperSB
3 år siden
Ring the bells that still...
Bastian
12 år siden
Du Får Ikke Så Meget Som ...
Junior Chris...
1 måned, 21 dage siden
Det føles virkelig underligt. Jeg havde få få uger siden den størte nedtur jeg nogensinde har haft. Jeg var ikke engang så ked af det dengang jeg fik konstateret min sygdom. Det blev simpelthen for meget for mig. Min sygdom, den nye medicin, bivirkningerne og den dumme sagsbehandler, som pillede mig det sidst stykke ned med sine hårde ord og gentagelsen af forbuddet om at jeg ikke måtte fortælle at jeg skrev eller bruge 5 minutter i en pause på at skrive ideer ned.
Jeg har ikke engang fået et fleksjob endnu og hvis jeg skulle tro på ham, så får jeg heller ikke et hvis jeg bliver ved med at få ideer...
... men så kom opturen. Hjulpet godt på vej af mit skriveri (ironisk nok). Jeg skrev til jeg fik skrivekrampe og bare ønskede at jeg kunne skrive med begge hænder, men fortsatte alligevel med at skrive, fordi hvor min hånd led, så blev mit humør bedre og bedre. Som jeg sagde til min kæreste "Jeg har ikke brug for narko eller lykkepiller, jeg skriver bare."
Og nu... Nu er mit humør højere end nogensinde og jeg har lyst til at smile det meste af tiden og hvis jeg høre musik kan jeg ikke lade være med at danse. Det genere mig ikke engang lige så meget at tage min medicin, som det plejer.
Er livet ikke bare vidunderligt til tider?

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Ned og op, som i en rutsjebane. er publiceret 12/10-2005 22:34 af Louise Knudsen (Excelsia).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.