da jeg stod af bussen var duften det første der slog mig i møde. vådt. frisk. barndom. det havde lige regnet, men nu var himlen oplyst af sol. når jeg kiggede ned blev jeg blændet af solens genskin på de våde fortovsfliser. når jeg kiggede op var alt bare skarpt grøn. som helt vildt syntetisk slik. det hele så så frisk og sprødt ud,appetitligt, at jeg fik lyst til at kaste mig over det og gnaske mig igennem det. smask. grene og blade på træerne. det våde græs. diamanter. kunne næsten fornemme mine smagsløg boltre sig i alt det grønne. følte næsten træng efter at kramme den første og bedste busk (men det ville have set fjollet ud og mit tøj ville være blevet gennemblødt). alt for meget lys til mine byøjne. prøvede jeg at fokusere på dét, der ligger mellem grundens fortov og himlens træer, fangede mine øjne monetlyset, det flimrende, pastelagtige lys, som det kun kan ligge i luften på en regnvåd forårsdag.