Der er mange modsatrettede følelser inde i min krop lige nu. Sidder med en glæde over, at det meste er overstået, men samtidig en vemodighed ved at rykke nærmere det virkelige liv, som jeg ikke ved, hvad byder på.

Tænker på, at jeg nok har hørt sidste ord fra ham.

Det er blevet mørkt - og efter 87 timer med 13 timers søvn, glæder jeg mig til at ligge i min seng, samtidig med, at min krop ikke vil falde til ro. Man går og venter på den store udløsning, men fysisk går adrenalinet amok. Og nætterne bliver til morgener.

Jeg ville gerne være taget med dem. Men jeg tog hjem.

Har det varmt. Har haft det varmt hele dagen, som om min krp forsøger at undgå at blive forkommen. Men i desperationen indser den ikke, at den er forkommen.

Og er det så begyndelsen eller enden?