Har ikke haft det store overskud til at skrive de sidste par dage.

Min mor blev indlagt på hospitalet i mandags. Med store blå pletter over hele kroppen, askegrå i ansigtet - og et lægme der knap kunne stå op.

Ingen læger kunne finde ud af hvad der var i vejen - men der blev hvisket godt i krogende af lægerne, mens de med panikkede ansigter gloede i hendes papiere fra blodprøver og rygmags prøver.
Jeg prøvede ikke at male fanden på væggen før tid - men da jeg så min far græde blev jeg bange!
Han græder ikke. Aldrig. Lige meget hvad der sker.
Og som falckredder, kan han jo nok se hvor galt noget er - for "normale" mennesker som mig.
Panik!
Nu er hun dog i bedring - og har fået lov at få en enkelt nat hjemme på orlov. Så det må vel betyde hun ikke er dødelig syg...