20 år siden

Sukket efter desperationen

Døde dun
Tine Sønder ...
12 år siden
Hvem fortjener blomsten?
Racuelle Hei...
9 år siden
ser, lytter og styrer
Sune Yttesen...
7 år siden
Mere tid. Mere alt.
Anja Lind An...
11 år siden
Tilbage i Danmark
Salomon
10 år siden
Undervisning
Hanna Fink (...
12 år siden
Han gjorde mig helt paf. Hvorfor jeg var single. Jamen, hvad skulle jeg svare? Alle flosklerne om, at man er for kræsen (hvilket så passer - siger alle omkring mig), at man er blevet såret tidligere... det holder jo ikke mere. I stedet sad jeg der og følte mig lidt dum - og det var måske det sidste, jeg havde lyst til at føle mig.

Og på en eller anden måde, så slog det mig. Desperationen - de små glimt at fatalisme - de eksiterer ikke mere. Måske er tiden forsvundet fra mig. Jeg håber, men kan ikke håbe alligevel. Men der er jo en grund til at tro på fremtiden. Der er jo mening med det hele med ét. Og selvom jeg kan sidde der på arbejdet og stirre ud i luften og tænke, at den eneste mening, der eksisterer, forsvinder med døden, så kan jeg leve og ånde frit igen.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Sukket efter desperationen er publiceret 18/02-2005 00:36 af Engel.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.