Det er som om, at vi spiller skuespil - hele tiden. Alle de levende lys. Sofaen, hvor vi ikke kan undgå at sidde tæt. Rødvinen. Og den sagte berøring, som i hvert fald jeg nyder.

Tænker, hver gang vi ses, at han er blevet mere og mere voksen. Tænker hver gang, at han er vokset ind i mit hjerte og bare gror og gror - til han en dag fylder det hele.

Han ved jo godt, at jeg elsker ham. Og måske er det derfor, vi spiller vores spil. Fordi det ikke skal ødelægges - og fordi vi vil vente til den dag, hvor det hele falder i hak.