sidder her i de tidlige morgen timer som altid og tænker og tingene og som altid giver det ingen mening. Trorede at jeg kendte mig selv men nej. Der sker hele tiden noget der ikke var mening der skulle og som gør at min selvopfattelse slet ikke hamonere med andres opfattelse af mig. Det som har gjordt størst indtryk på mig skete for en lille månden siden. jeg sad på skolebænkken vor vi fik af vide at der var en elev der måtte stoppe dels pågrund af et uheldigt praktiksted og dels på grund af en gravilite. Der blev lavet en lille indsamling og der var en der spurgte om jeg ikke ville skrive et digt til hinde. det gjorde jeg så. Kom til at bruge time på det og hvad være er da jeg gave det til hinde var det første hun gjorde at vise det til lære som så gik ned til mig. Jeg trorede at jeg skulle have en god gammel dags skideballe men hun spurgte bolt om hun måtte læse det op. Hvilket hun fik lov til det endt som med et ståne bifald og jeg mest af alt hvad lyst til at gemme mig for det hele. Vi skulle så ud i noget gruppe arbejde hvor der var en der sagde "Du har et talent for digting, du er romantisk, du har styr på hva du læser til, men alligevel er du helt nede på jorden hvordan bær du dig ad?" Svaret er enklet ensomhed. Har altid levet og følt mig "alene" Jeg unlod dog helt at svare hinde sad bare med et dumt smil. og må tilstadighed erkende at jeg ikke kender mig selv. Kan blot håbe at det kommer en dag.