Jeg skulle møde op på Rigshospitalet for at tale med den kirurg der skulle operere. Han har
heldigvis ry for at være hamrende dygtig.

Som support havde jeg medbragt min far, for jeg var bange for at glemme halvdelen af det lægen sagde.

Lægen var en flinker fyr.
Han fortalte, at det ville blive en rigtig hård dag, og at store stærke mænd havde ligget og grædt, fordi de ikke kunne holde til mere - bla på grund af træthed.
Meennnn - det er jo mænd!!!!

Problemet er, at man skal være vågen under operationen, for at de kan finde det rigtige sted at placere elektroderne.

Derudover fortalte han om alle de komplikationer der kan opstå ovenpå en operation i hjernen. Som f.eks hjerneblødning, skade på tale- og synscenter og risikoen for at man simpelthen ikke overlever operationen.
Det er dog ikke sket endnu for nogen, men een skal jo være den første!
Han mente dog ikke, at det ville blive mig, da jeg var forholdsvis ung.
Tusind tak!

på min forespørgsel om, hvor stor chance der var, for at jeg fik tilbudt operationen svarede han, at han ikke havde tid til at tale med alle patienter der gerne ville opereres, så når jeg var nået igennem til ham, var det fordi de ville tilbyde mig operationen.
Så var jeg glad!