Nu har natten sænket sig over byen igen ... og selv, midt i en ellers umulig og alt andet end befriende situation, så nægter jeg ikke lykken og glæden at blæse alt 'lortet' omkuld.

Styrke - ... ja, jeg besidder styrke - og jeg står ved det. Som en mega uvæltelig, meget høj bundgarnspæl, midt i Nordsøen - så står jeg fast.

Savnet er formasteligt (hvis det ord eksisterer, og hvis det ikke gør, så gør det nu!) - savnet er formasteligt stort.

Kære LIV - jeg elsker dig så ufatteligt højt.