Pyh, det er som om hele verden venter på mig for tiden. Jeg føler jeg smøler efter konstant, og energien er på nulpunktet mht. at få udrettet noget som helst. Jeg sidder allerhelst for mig selv og...tænker.

Christian har friet til mig, jeg sagde ja. Det er skræmmende som bare pokker - stabiliteten - som samtidig er så tillokkende. "Et helt liv" sammen med den samme mand...Tænk at han tør. Jeg føler mig slet ikke god nok til ham, for tiden. Forstår ikke han kan elske mig, som han siger han gør. Det trygge er utrygt.

Tag ikke fejl - jeg glæder mig til resten af livet, men det er alligevel så stor en beslutning. Så vild en ting. Hvor blev "ungdommen" og "vildskaben" af? Jeg savner den ikke - men hvor blev det hele af? Jeg er en helt anden person, jeg er blevet voksen. KLAR.

Til hvad? Vil det hele og så alligevel ingenting. Vil gerne elske resten af livet...men kan jeg finde ud af det? Min mor tog mig med i Ikea, og der var "lige den her sofa" som jeg var/er vild med. Jeg smed mig i den og så røg det ud af min mund: "Sådan een vil jeg have når jeg alene igen"...uh! Og så tænkte jeg: Det gør jeg jo sikkert ikke! Christian vil være sammen med mig resten af livet, og jeg vil nok også være sammen med ham. Der er ikke længere noget der hedder "alene". ...

Mor smilede bare, som om hun forstod mit humør...Skræmt af evigheden...men også ivrig efter at tage hul på den