Kan ikke finde ud af, om det er en sejr. Føler mig ikke ligefrem sejrende, som jeg sidder her i lejligheden og ikke kan få mig selv til noget som helst. Burde gå i bad. Burde få spist noget (og blive tykkere?!). Jeg troede egentlig, jeg var nået til et sted i behandlingen, hvor det hele var vendt. Havde fået vendt hver en sten, som skulle vendes. Men alligevel kommer tilbagefaldet - og det gør det måske også det smertefuldere, bare det, at det kommer. Bare det, at jeg tænker på at kaste op. Stod bøjet over toilettet med tårerne trillende - mens jeg kæmpede indeni. Og gik i seng. Det hele blev indeni mig. Det var kun følelserne, der kom ud. Jeg er ked af, at han var i Belgien - for ville helst have ringet til ham og raset ud. For det er jo vrede, jeg rummer, det er vrede, der gør det umuligt at slippe ham, fordi jeg et eller andet sted indeni syntes, han var dybt urimelig og unfair over for mig. Og måske var der et ord eller to, jeg skulle have sagt ham. Men man skal også kunne lægge fortiden bag sig og se frem, så man ikke hele tiden snubler over den.
Og her til morgen skinner solen så smukt. Har åbnet alle vinduer i lejligheden og burde gå i bad og rydde op indeni også.

Og nej, selvom jeg så gerne vil aflyse min date i aften, så gør jeg det ikke. Jeg kan ikke blive ved med at hæmme mig selv i forsøget på at få et normalt liv.