Hej dagbog, jeg nåede ikke at få skrevet i går, men der var en episode i går på vej hjem i bussen. Jeg sad og hvilede mig, efter en dag i selskab med folk. Pludselig blev der råbt op, bussen og en bil kolliderede næsten.

Ved næste stop, kunne jeg se manden fra bilen rende op til chaufførens rude, også blev der råbt.. buschaufføren sagde, at billisten havde ubetvinget vigepligt, da han havde blinket ud.

Manden hamrede på busvinduet, hvor jeg sad..da bussen kørte videre. Jeg tænkte, at jeg ikke havde tid til det der, - buschaufføren sagde,.at han ikke vidste hvad fanden den mand havde tænkt sig, om han stod ud for at ville tæske ham.. jeg sagde, at han ikke komme langt med at forsøge.

Jeg ville ha hjulpet chaufføren, - af ingen andre årsager, at jeg skulle nå hjem, - "sjovt" nok, kørte morgen bussen af h til, - der var noget galt med den..så han slukkede motoren ved hvert stop. Så inden jeg skulle hjem den dag, havde jeg en fornemmelse af, at det vil gå galt en dag.

I dag fra morgen så jeg, at en musiker havde hyllet hitler. Jeg tror heller ikke på, at nogle mennesker er onde. Jeg tror nogle mennesker kan begå uhyrligt ondskabsfulde ting, på baggrund af deres fejlagtige tro eller idelogi. Hvis gode mennesker kan gøre onde ting, onde mennesker gode ting..er nogen så virkelig gode eller virkelig onde, eller handler vi alle blot ud fra vores virkeligheds opfattelse?

Igår fik jeg skiftet nogle defekte højtalere i en klasse. Læren er altid så overglad, når jeg hjæper. Jeg har ingen følelser overfor det.. jeg tænkte, om vedkommende var sådan, fordi hun tænkte at jeg så ville hjælpe igen. Jeg er der ikke fordi, jeg har lyst..jeg er der fordi det er mit arbejde. Hvis jeg kunne gøre det jeg havde lyst til, så lå jeg hjemme i min seng og sov.

Jeg har købt risalamande i en pølse til mine forældre.. risengrøden jeg købte til mig selv var nemlig god. Så nu skal de prøve den..

Har købt advents gave til dem igen.. som jeg ser det, så er mine forældre nok den sidste rest af min menneskelighed. Nothing left to care for..

Folk kan være syge, men ondskab er for simpelt.

Fik lyst til at lytte til Phil Collins med both sides of the story.

I flere timer, var det som om, at noget kravlede rundt med små fødder på loftet.. jeg fortalte det til en, hun kunne også høre det.. så gik jeg til pedellen.. han troede først ikke på mig.. men fik løftet loftpladen af, - han så først ikke noget der oppe..så han grinte af mig.. men så stak han hovedet derop igen..og pludselig så han en lille majse deroppe. Hvordan den er kommet ind under skolens loftplader ved vi ikke... vi lod loftpladen være åben..og åbnede et vindue..så satte vi os og kiggede..så fløj den ud fra loftet og imod den lukkede dør..lidt efter fløj den ud af det åbne vindue.. pedellen sagde, at vi havde gjort dagens gode gerning..jeg sagde, jeg tvivler på at det giver point vi kan bruge nogen steder.. fakta tager ihvertfald ikke imod dem.

Jeg var nede og fixe noget ved hende den overvenlige. Hun sagde, at hun var glad for, at man kunne ringe til mig..jeg sagde, at det var godt hun brugte det rigtige nummer.. for nogle har ringet til mit private nummer...og den er altid på lydløs.

Sjovt, hun agere med følelser af glæde, og jeg respondere med triviel fakta.

Så var der en der fik hjælp til at printe ud, hun blev også glad. Den eneste følelse jeg har pt, er følelsen af en bundløs sorg.

En elev spurgte om jeg kunne huske ham, da jeg gik forbi, - de hilser tit.. jeg sagde nej. Der er så mange, at jeg ikke kan huske alle.. hvilket er godt. Så husker jeg ikke folk for noget negativt.

Snart weekend, muligheden for at sove..nå ja, en sagde at han håbede han nåede bussen, den samme som jeg tager med.. så snakker vi nok på vejen hjem.. må hvile mit hoved senere..

Et par god weekend'er på vej ud, fra børnene samt en elev der ville lave et fistbump. Så det gjorde jeg, could not leave him hanging.

Snakkede med pædagogen hjemad, - fortalte ham om dengang jeg studerede til pædagog, - og hvordan jeg havde lagt alt det pædagogiske på hylden, pga det forfærdelige jeg havde været ude for i en praktik.