Det er over et halvt år siden jeg havde en tur til refugiet. Idet kunden lukker døren, så åbner en anden. Spurte om jeg var Michelles mor-hvilket jeg tilkendegav. Må jeg give dig hånden- jeg har hørt så meget godt om dig. Jeg blev lidt målløs. Her står en fremmed mand og roser mig som person og som mor. Den skulle lige sluges, men takkede ham pænt for hans ord. Det samme skete fredag i sidste uge. Jeg kender ham kun ved navn Han er bror til en kæreste Michelle engang havde. Også han kom med rosende ord om hvor glad Michelle var for mig. Jeg mistede pusten over det som hun have sagt til folk jeg ikke kender, og som havde behov for at fortælle mig det. Jeg elskede hende også betingeløst og jeg viste at det var gengældt.
André ringer engang imellem og inden for de første 5 sekunder ved jeg hvad han vil. Hvis han frisk siger "mor hvad laver du "så ved jeg at han gerne vil have hjælp til at komme ud til en kammart, der bor i den anden ende af byen. Hvis stemmen derimod er en smule ynkelig og ordene langtrukken "moaar hvad laver du" ja så ved jeg at han enten mangler mad eller smøger. Jeg hjælper ham selvfølgelig i det omfang jeg kan. For noget tid siden hentede jeg ham ved hans kammart. En fyr stod uden for med ham og han gav mig hånden da jeg kom ud af bilen. Jeg vil lige hilse på dig, sagde han. André taler så pænt om dig. Alt denne ros fra fremmede mennesker har gjort mig paf, samtidig også en smule stolt!
Jeg ved at der er nogen der har svært ved at rumme, hvis deres barn har et misbrug eller lignende problemstilling. Det forstår jeg godt. Det er forbandet hårdt at være vidne til! Man er ked af det, frustreret og bange for hvad fremtiden byder. Heldigvis har jeg været i stand til at holde fast i mine børn. Ikke accepteret distancering, selv om det havde været det nemmeste. De har altid vist at jeg aldrig var længere væk end et telefonopkald. Jeg tror det er det som folk har bemærket og som kommer tilbage med deres venlighed.