Kære dagbog. Jeg keder mig, der er ikke noget at lave og ingen at være forelsket i. Jo en', men han ser mig ikke, og han er lige begyndt på gymnasiet, så jeg kan jo lige så godt glemme ham. Uheldigvis er det ikke lige så let Min bedste veninde er blevet forelsket i hans bedste ven, men ingen af dem aner vi eksistere, i hvert fald ikke efter havd jeg ved. De er begge 3 år ældre end os, og vi har jo selvfølgelig ikke en chance. Nå men jeg nyder nu alligevel livet. Nå jeg læser et digt, en historie eller en artikel om en der har prøvet at begå selvmord, eller vil begå selvmord fatter jeg dem ikke. Mit liv er ikke noget at råbe hurra for, men jeg ville aldrig nogen sinde begå selvmord. Livet er noget gud har skænket os, og det er mod hans vilje, at vi prøver at gøre en ende på det. Når det er tid til at vi skal dø, skal han jo nok sørge for det. Det kan godt være det lyder som om jeg er meget religiøs, men det er jeg faktisk ikke, jeg er ikke engang sikker på om jeg tror på at der er en gud.
Jeg elsker at skrive, det er min store livsglæde, men jeg har vist ikke nok talent til at få noget udgivet, selv om jeg er i gang med en bog, jeg bestemt vil prøve a få udgivet når den er færdig.
Knus Anne-Mette