I morgen er det 2 år siden jeg mistede min elskede datter. 2 år med sorg og savn. Jeg har ikke lyst til at slippe hverken det ene eller det andet, selv om man siger at med tiden bliver det lettere at håndtere! Jo jeg har et savn af min far og svigermor, men de var ældre og syge. Det er lives gang og helt naturlig, men det er noget andet når det er ens barn.
Noget jeg har hæftet mig meget ved, er at det at dø af en overdosis eller selvmord er ikke noget man taler om! Jo måske, men ikke med de pårørende. Det oplevede jeg allerede som barn, da min mor tog springet fra et højhus. Der var IKKE en der spurte " hvordan har du det." Hvis jeg fortalte hvad der var sket, blev jeg mødt af en mur af tavshed. Det samme oplever jeg med tabet af Michelle. Folk spøger ikke, selv om de ved hvad der er sket. Jeg har lidt svært ved at tro at det kun er pga. berøringsangst. Nogen har den holdning at "overdosis - hvad kan man forvente" " Selvmord - skrue løs." Jeg vil ønske at de fordømmende turde tage chancen, og se bag facaden på disse mennesker og deres skæbne. Bag enhver historie er der en fortæller.

Jeg savner hende så inderlig meget.