Kender du det,
når noget smukt beskues,
hvor verden omkring forsvinder,
hvor åndedraget tidsløst bliver glemt,
og hvor enhver tanke og følelse,
får det smukke til at visne?
Kender du det?
Hvad sker der,
når tilfældet vil,
at du ser noget smukt,
uden intention om at gøre det?
Kender du det,
når der er gået et øjeblik,
og det smukke får et navn,
i forsøget på at forstå det uforståelige,
i forsøget på at fange og tæmme ilden,
og pludselig bliver ilden til aske?
Kender du til den pludselige afstand,
imellem os og det smukke beskuet?
Pludselig er vi adskilt fra det skønne,
som var vor observation adskilt fra det observerede,
som var vi vidner til eksistensen,
kun eksisterende igennem bevidningen.
Kender du det,
når det allerherligste observeret,
ikke er til at begribe?
Når ingen beskrivelse yder det retfærdighed,
og hvor selve beskrivelsen,
skaber afstand og ensomhed?
Kender du det,
når man i et øjeblik uden for tid og rum,
for blot en stund og i mindre end et sekund,
inderligt ved uden at vide det,
at også det ordløse findes inden i en selv?
Kender du det,
når sensitiviteten er i fred med kynismen,
og navngivningen af sit indre væsen,
hverken er smukt eller grimt,
hverken er sårbart eller hårdt,
men blot er?
Jeg ser dine læber bevæge sig,
glemmer mig selv mens jeg venter,
og som stilheden brydes af din stemme,
af så unikke vibrationer og uerstattelig en lyd,
vågner mit selv fra mørkets minde,
vågner mit jeg fra lysets fantasi,
klar til lykkeligt at dø, på ny.