Vincent sad inde på sit værelse med sine tre bedste venner, Max, Jacques og Alex. De sad og spillede computerspil. World of Warcraft. Pludselig bankede det på hans dør, og hans mor trådte ind med et stort smil på læberne. Hun holdt en bakke i sine hænder, med hjemmelavede cookies og en kande varm kakao. Perfekt til det forfærdelige vejr udenfor. Regn, torden og kraftig vind. 5 grader. De første tegn på at sommeren var ved at nå sin ende og at efteråret nærmede sig. Himlen var stjerneklar og der var fuldmåne. Der var en vis dyster, gotisk stemning den sensommeraften. Det brød Vincent sig ikke om, overhovedet. Men han prøvede at glemme den ubehagelige følelse, ved at fordybe sig i sit computerspil og have det sjovt med vennerne. Han fik dog stadig gåsehud og kuldegysninger, hver gang han hørte lyden af torden og regn. Det var snart ved at drive ham til vanvid, så han sendte sine venner hjem. Vincent brød sig ikke om at være sammen med nogen når han var i dårligt humør. Vennerne gik, og han slukkede sit spil, for derefter at sætte sig for at høre musik. Han elskede musik mere end nogen anden form for underholdning. Det var hans eneste flugtvej fra den, til tider, hårde virkelighed.

Det var den eneste måde, hvorpå han kunne lukke sine tanker ude og i stedet fokusere på sine yndlingsmusikere. The Beatles. Rolling Stones. Daft Punk. Men den aften ville han hellere høre Adele. Han vidste ikke rigtigt hvorfor, hendes sange var så deprimerende. Men det passede bare på en eller anden måde til hans humør. Han følte en form for sorg. En form for frygt. Frygt over at miste nogle af dem, han holder af. Han tænkte på sin gamle mor. Hun gjorde, og havde altid gjort, alt hvad hun kunne for at passe på ham. Men i takt med at Vincent blev ældre, blev hun det desværre også. Og det kunne tydeligt ses. Hun blev så hurtig træt. Hun sov det meste af dagen. Hun fik flere rynker. Men det, der gjorde mest ondt, var da hun begyndte at snakke om døden. Da hun spurgte Vincent, om hun ville nå at se ham som voksen. Siden han var et lille barn, havde hun altid snakket om at hun glædede sig så meget, til at se ham blive en smuk mand. Til at se hans smukke kone. Men det ville hun måske ikke nå alligevel. Og det gjorde så inderligt ondt at tænke på. Tårerne pressede sig frem, men han holdt dem hurtigt inde. Hvad nyttede det at græde? Hvilken forskel gjorde det? Ingen. Tværtimod blev man mere bedrøvet. Han drejede hovedet og kiggede ud ad vinduet. Observerede regnens slåen på ruden. Det var så beroligende at se på. Og dog. Der var noget ved det, der bare gav ham gåsehud. Han skulle til at fjerne opmærksomheden fra regnen, da han pludselig så et ungt par gå en tur udenfor. I regnen. De så ud til at være lidt fulde. De mindede ham om hans forhold til sin ekskæreste, Katrina. Umådelig smuk udenpå, men selvisk, manipulerende og bedragerisk indeni. Alligevel vækkede hun altid nogle følelser hos Vincent. Han vidste ikke om det var hendes udseende der var skyld i det, eller hendes fantastiske evne til at forføre mænd.

Uanset hvad, fik han pludseligt lyst til at besøge sine venner igen. De var alle samlet hjemme hos Alex. Han havde af en eller anden grund mange humørsvingninger for tiden. Han greb sin jakke og gik. Fuldmånen kastede sit smukke lys ned på bygninger og gader. Det var nærmest som om, at verdenen var blevet helt grålig. Vincent lynede helt op i jakken, tog sin hætte på og lagde hænderne i lommerne. Han gik ned langs gaden, og kunne se det unge par, cirka ottehundrede meter længere fremme. Kvinden var vist ved at blive træt af manden. Hun skubbede ham lidt væk fra sig, men han fortsatte med at være indtrængende. Til sidst greb han fat i hendes arm, og hun prøvede med alle sine kræfter at få den fri. Han trak hende med ind til en blindgyde til venstre for dem. Pludselig blev Vincent ramt af nervøsitet. Han kiggede rundt. Der var ingen andre end ham. Han bandede lidt for sig selv, og, selvom han vidste at han sikkert ville fortryde det, så begyndte han straks at løbe alt han kunne mod blindgyden. Da han var nogle få meter fra, satte han tempoet lidt ned. Han sneg sig fremad. Og pludselig hørte han kvinden skrige. Og i det øjeblik, så han noget, han med sikkerhed vidste han aldrig ville glemme. Blodet dryppede ned ad kvindens krop, mens at manden tilsyneladende stod og havde sine tænder i hendes hals. Hvad var det der skete? Vincent nærmede sig, men kom til at sparke til en tom dåse. Fandens også, lorte Coca Cola. Manden kiggede straks op og viste sit fjæs frem. Det gav et sæt i Vincent. Månelysets skær lyste perfekt på hans ansigt. Han havde røde øjne og bleg hud. Under hans hud, på hans kinder, var der nogle former for nerver, der bevægede sig. Blodet dryppede fra tænderne, ned ad hans hage. The fuck? Vincent havde læst om disse kreationer før. Vampyrer.
   Men de eksisterede da kun i tegneserier og film og så videre. Ikke? Manden gav slip på kvinden og hun faldt ned som spaghetti. Han nærmede sig Vincent, som kunne mærke sit hjerte slå hurtigere. Hans øjne blev fugtige, han respirerede tungt og langsomt. Manden stillede sig lige foran ham. Han sendte ham et underligt, lumskt smil. Indtil han pludseligt ikke var der mere. Han forsvandt bare uden videre. Vincent kiggede ned på kvinden. Blodet spredte sig langsomt omkring hende. Hun var død. Lige for øjnene af ham. Han vendte sig om, og begyndte straks at løbe, alt han kunne mod Alex' hus. Han holdt tårerne inde. Det nyttede ikke en skid at græde. Han fokuserede bare på at komme i sikkerhed så hurtigt som muligt. Han løb og løb, indtil han stod lige på dørtrinnet til Alex' hus. Han bankede på, og bøjede sig derefter fremad mens han sukkede voldsomt. Alex åbnede døren, og Vincent løb ind i huset uden at sige et ord. Han satte sig på deres sofa i stuen, og kunne knap fremtvinge ét ord.

"Hej, har du det bedre nu?"
   "Nej, tværtimod."
   "Hvorfor, hvad er der sket?"
   "Jeg er faktisk ikke helt sikker. Lad nu være med at dømme mig for hurtigt, men ... jeg tror altså jeg har set en vampyr."
   Alex og Max kiggede lidt på hinanden og gav sig så til at flække af grin. Jacques tyssede på dem.
   "Hvad så du helt præcist, Vincent?"
   "Jeg så en mand stå og drikke blod fra en kvindes hals."
   "Jamen det kunne jo i teorien bare være en psykopat, med psykiske lidelser, ikke?"
   "Men ham her var anderledes. Da han så mig, forsvandt han uden videre. På et splitsekund."
   "Tag det roligt, Vincent. Jeg tror på dig. Jeg tror på dig, fordi jeg selv har set en."
   "Du har hvad?" udbrød Alex.
   "Jeg har selv set en. På det seneste har jeg gjort en masse research. De siges at tilhøre en magtfuld mutantklan, skabt tilbage i den italienske renæssance. De kontrollerer den amerikanske regering. Og de kontrollerer folket gennem medierne. De bruger vores underbevidsthed som deres våben. Jeg kunne simpelthen blive ved med at snakke om dem i al evighed. Men det har vi ikke tid til nu, er det forstået? Vi må slå til! Vi kan umuligt bekæmpe dem, men med den rette taktik kan vi i måske undslippe dem." De fire drenge kiggede lidt på hinanden. Tænkte over situationen. Det var Max der endte med at bryde tavsheden.
   "Shit! Hvad med vores familier? Hvad hvis der sker dem noget?"
   Klik.
   "Nej, nej bare rolig. Det skal nok gå. Bare skynd jer forsigtigt hjem, og ...."
   Klik.
   "Okay, men hvordan dræber man en ..."
   Hans øjne blev fugtige. Frygten greb ham med sin jernnæve. Han kunne mærke den vokse fra maven og videre op til brystet. Åndedrættet blev dybere og hurtigere, al lyd blev udelukket fra hans hoved. Han rejste sig ganske langsomt fra sofaen og gik stille mod døren.
   "Er du okay?"
   Han gik ud på gaden. Tårerne hang på øjenvipperne. Han tørrede dem hurtigt væk. Og så løb han. Han løb og løb til hans lunger hans lunger var på nippet til at eksplodere. Glemte alt om vampyrerne, om sine venner. Kun én ting sad klistret fast i hans tanker. Døden. Den nådeløse død. Den var ligesom et sultent rovdyr, ude af stand til at reflektere og indse, hvilke konsekvenser det vil have, når det æder sit næste bytte. Hvilke konsekvenser det vil have for byttets nærmeste. Hvor fantastisk godhjertet dette bytte egentlig er. Han følte en inderlig, brændende smerte. Han nåede frem til sit hjem. Der var så stille og mørkt. Det var næsten umuligt, at se længere end tre meter frem, i hans baghave. Han bøjede sig ned og greb en rive fra jorden. Forsigtigt gjorde han entré gennem bagindgangen til huset. Det eneste han kunne høre var sit hjertes voldsomme slag.
   "Mor? Er du hjemme?"

Han holdt vejret. Den ubehagelige følelse af kvalme og opkast indtraf. Han gispede lavmælt idet han hørte en lyd fra stuen. Øjnene blev fugtige. Der var helt mørkt. Han kunne dog lige netop identificere en silhuet. På gulvet. Han tændte lyset og skreg.
   "NEJ! Jesus Kristus ... "
   Tårerne trillede. Han smed riven fra sig og lagde sig hulkende på knæ ved sin mors side. Så satte han hurtigt den ene hånd op til munden af rædsel, da han pludseligt bemærkede, at der lå et blodigt hjerte på gulvet. Og derefter så han det gabende hul i morens bryst. Han begyndte straks at bakke tilbage.
   "Åhhh, mor! Mor!"
   Han hulkede voldsomt og holdt sig for maven. Lukkede øjnene. Indtil han hørte en lyd fra et af husets værelser. Han løftede langsomt hovedet. Nu hørte han den igen, men denne gang fra køkkenet bag ham. Han kravlede stille hen til riven og greb hårdt fat i den. Så hørte han pludseligt en dyb latter bag ham.
   "Jeg beklager det med din mor. Men jeg var så sulten. Så forfærdelig sulten."
   Vincent vendte sig om, og så til sin forskrækkelse. at det var den selvsamme mand, han tidligere havde set i blindgyden.
   "Hvis du dog ikke spillet så heroisk, ville dette ikke ske. Men nu siger jeg det igen. Jeg er ked af det."
   Vincent løb op ad trapperne, men netop som han var ved at komme ind på sit soveværelse, stod vampyren allerede derinde. Han løb straks ind i forældrenes værelse ved siden af, og smækkede hårdt døren i. Panisk skubbede han sengen og skrivebordet ind foran. Vampyren prøvede at smadre døren ved at give den hårde skulderslag. Dette var uden tvivl det stærkeste menneske, Vincent nogensinde havde set. Træsplinterne fra døren fløj ud til alle sider, og Vincent prøvede at beskytte sit ansigt. Han flyttede sig. Han vidste godt at det ikke ville vare længe, før vampyren havde smadret døren. Han vidste godt, at hans liv snart ville finde en ende. Men så memorerede han samtalen Alex, Max og Jacques havde, lige inden han forlod dem.
   "Okay, men hvordan dræber man en vampyr?"
   "Den bedste metode er, at stikke en pæl gennem dets hjerte. Træ er nemlig giftigt for dem."
   Det følgende skete så hurtigt, at han ikke selv var i stand til at følge ordenligt med. Han skyndte sig at tage riven og knække den halvt over, og i det samme kunne høre døren smadre. En mikstur af frygt og vrede dominerede hans krop. Han lukkede øjnende, og, uden endda at se om vampyren stod foran ham, stak han riven fremad. I det næste sekund så han, at den var den stukket gennem vampyren bryst, og den sukkede kort. Derefter blev vampyrens hud grå og sandet. Vincent gav slip, og vampyren faldt ned på gulvet. Vincent løb ud af værelset og ned til sin mor. Gav hende et kys på kinden og undskyldte, for ikke at være ankommet noget tidligere. Fortalte hvor meget han elskede hende. Og pludselig hørte han en banken på ruden. Han kiggede hurtigt op, klar til det værste, men opdagede til sin lettelse, at det blot var hans venner, der stod derude. De vinkede ham over til dem.
   "Vi er så kede af det, Vincent."
   "Ja, det er jeg også. Hvad med jeres familier? Hvordan har de det?"
   "De sataner har dræbt dem alle. Nu ved jeg udmærket, hvordan vi kommer ud af denne helvedesby med det samme. Vi har netop skabt de her fire træforker, med helligt vievand rindende inden i."
   Og de fire bedste venner begav sig ud i kamp i den engang luksuriøse by, men nu ruineret og blodig. De kæmpede tappert, de benyttede den rette taktik og de undslap. Dette var fortællingen om fire teenagedrenge, der i sidste ende måske fik en smule hjælp fra deres computerspil.