Dag 21
   Maria stod op med mig i morges. Lavede morgenmad til mig. Det var helt naturligt for os begge. Vi havde en god arbejdsdeling. Hun kyssede mig farvel og sendte mig af sted til mit kursus. Selv skulle hun først møde klokken elleve.

Eksamen, eller prøven forløb godt. Jeg har fået mit diplom. Nu har jeg papir på alt det jeg lavede tidligere. Jeg lærte også noget. Alle taler om den fyr der har vundet de mange millioner. Alle ville gerne være den heldige, og fortalte hvad de ville bruge dem til. De spurgte mig hvad jeg ville gøre... Være som jeg hele tiden har været! svarede jeg. De morede sig, forstod det ikke. En ville købe hus, en anden en stor bil, en tredje ville rejse jorden rundt. Forslagene var mange. Jeg ville ikke gøre noget, det rystede de på hovedet af.
   Jeg kontaktede Gerda, beklagede jeg måtte melde fra til afslutningen... Gerda, det er fortroligt, men jeg har mødt en pige, vil gerne være sammen med hende. Hun havde smilet og forstod det, det var helt i orden, ønskede mig held med min dame og alt godt fremover.

Jeg var i fagforeningen. Spurgte om alt var som det skulle være. Vi talte sammen i to timer, så var den klaret. Jeg ville stadig betale kontingent, være medlem, men jeg var ikke arbejdsløs længere, det fortalte vi også arbejdsformidlingen... Jeg er glad for du stadig vil stå solidarisk og forblive medlem, sagde vores formand, du er en guttermand John. De ønskede mig alt vel fremover, bad min ikke glemme at besøge dem en gang imellem, det lovede jeg.
   Jeg har købt avisen og en fem ugers kupon efter de samme tal som før i lotto. Det er lettere, så skal jeg ikke forny den hver uge. Denne gang var der ikke nogen gevinst, men jeg havde vist også fået det der tilkom mig.
   Maria ville være hjemme klokken seks aften. Jeg havde lovet at købe mad og lave den til hun kom hjem. Hun havde ringet til mig i sin pause, og fortalt hun elskede mig, det varmede. Jeg var sikker på hun elskede mig, var sikker på det var det rette valg jeg havde gjort, da jeg flyttede sammen med hende.
   Maria skal gæsteforelæse i morgen på universitetet i København, det glæder hun sig til. Det bliver måske nødvendigt med to dage i København. Hun er bekymret om jeg nu kan klare at være alene. Jeg smilede til hende. Forsikrede hende det nok skulle gå. Jeg ville tænke på hende.
   Jeg lavede medisterpølse til os. Det havde hun smagt, men kunne ikke rigtigt lide det. Hun var ikke vant til det. Jeg lærte deraf, altid at spørge om det var i orden at lave dette eller hint til aften. Tage hende med på råd. Jeg lovede hun ikke ville få det serveret en anden gang. Hun havde protesteret... Jeg må lære det! sagde hun smilende. Jeg er i dit land, sammen med dig, og vil gerne lære at leve med dig og som dig. Vi talte om det og indgik et kompromis. Altid at fortælle den anden hvad menuen stod på, så havde vi en chance for at melde fra.

Min nysgerrighed var vakt. Mens jeg havde lavet maden, messede Maria og vuggede frem og tilbage i stuen. Hun sad på gulvet på et lille tæppe af skind. Talte et sprog jeg ikke forstod. Hendes bevægelser undrede mig også. Armene løftede hun mod loftet og sænkede dem, hænderne bevægede hun graciøst i forskellige retninger. Jeg ville ikke forstyrre og lod hende være.
   Senere bad jeg hende fortælle mig hvad det var. Hun fortalte det var en ceremoni for hendes folk. Hun takkede for deres vejledning til hende, for hun fandt mig. Hun fortalte mig de havde ceremonier for fødsel, navnedag, totem, bryllup, jagt, solhverv, årstider, ceremonier for børn, mager og mange andre begivenheder. Jeg bad hende lære mig om dem, vise mig dem, og takke deres ånder for at sende hende til mig, lade hende blive min mage, som hun tidligere havde udtrykt det. Jeg smilede til Maria.
   Maria havde set underlig på mig. Hendes ansigt stivnede. Hun bøjede sig fremover, bevægede armene og sank ned på knæ. Igen messede hun på et sprog jeg ikke forstod. Hendes øjne så på mig hele tiden. De udtrykte glæde, blev mørkere for til sidst at være næsten helt sorte.
   Jeg satte mig på gulvet foran hende. Hun rejste sig, messede og bevægede sig rundt om mig. Hele tiden så hun på mig. Efter nogle minutter sank hun sammen foran mig, lagde sit hoved i mit skød og mumlede noget uforståeligt. Hendes krop sitrede, så blev hun helt stille.
   Efter et minut, strøg jeg hende over håret, kaldte sagte på hende og sagde det var smukt. Langsomt løftede hun hovedet, så på mig og smilede... John, jeg elsker dig, sagde hun og kyssede mig. Hun krøb op til mig, omfavnede mig og sagde at ånderne havde modtaget min tak. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, jeg var med til noget, en del af noget jeg ikke vidste hvad var.
   Maria fortalte efter nogle minutter, hvad det var hun havde foretaget sig. Hun havde takket ånderne fra mig for at have givet hende til mig. Ånderne havde fundet behag i mig og var venlige. De gav dig et totem, det fortæller jeg dig om senere, sagde hun og smilede... John. Forstår du hvad jeg siger? Jeg havde svaret ja, men ikke det hele. Hun lovede at fortælle mig om det liv hun også havde, sammen med sin stamme og ånderne. Hun var glad for jeg ikke blev forskrækket over hendes ceremoni. Jeg fortalte ikke jeg var lidt bange for det hun lavede, selvom det også var den Maria jeg elskede. Hun var anderledes end andre, hun var min Maria, indianeren, det var jeg stolt af.

Kære dagbog. Det var så den dag. Jeg vil lige hygge mig med Maria inden vi går i seng. Hun har lavet te til os, indiansk te, der vil få os til at sove godt. En beroligende te. Før jeg drikker den, må du have det så godt til vi skrives ved igen. God nat dagbog.


Dag 22
   Jeg stod tidligt op med Maria, hyggede mig med hende inden hun skulle af sted til København. Hun var stadig lidt bekymret for mig, kunne jeg nu klare mig alene? jeg grinede... Maria, jeg er her når du kommer tilbage, vær sikker på det... Ja det ved jeg, men jeg vil savne dig ved min side i aften... Maria, vi ringer sammen, du ringer op når du har tid, jeg ringer til din mobil efter fire, det er det nemmeste. Det aftalte vi.

Jeg havde taget en af Marias ringe med ned til en guldsmed i byen... Hvad giver man kvinden i sit liv, spurgte jeg den flinke dame. Hun havde smilet. Vi talte om hvad Maria kunne lide af sten i ringe. Jeg forklarede hende jeg havde taget en ring med, som hun bar ved særlige lejligheder. Hun fortalte mig det var en meget kostbar ring. Stenen alene ville koste over tyve tusinde kroner. Jeg ville gerne give hende noget særligt, noget hun ville blive glad for og noget hun ville gå med. Vi blev enige om to ting: En halskæde med en sten magen til den hun bar ved sine ceremonier. En ring med en diamant, og med grøn jade på siden af ringen. Stenen til halskæden ville hun ringe om, den skulle bestilles i Holland. Hun ville gerne have et forskud på sit arbejde, da hun ikke kendte mig. Det syntes jeg var helt i orden...
   Ring i eftermiddag, sagde hun, så vil jeg have den endelige pris og de oplysninger der er både på ring og halskæde. Jeg fortalte jeg skulle i banken, havde ikke så mange penge på mig. Hun smilede... Hvilken bank har du? Jeg fortalte det... Må jeg tage en oplysning på dig?.. Ja, det må du godt.
   Ti minutter senere, sagde hun jeg ikke behøvede at betale forud. Banken havde sagt god for mig og mit indkøb.
   Jeg ringede til guldsmeden halv fem. Hun oplyste der var to muligheder. En lidt større sten til kæden, eller en magen til den i Marias ring. Jeg valgte den store. Selve kæden der var af guld, havde jeg bestilt med kraftige led, og et låsetøj der var sikkert. Ringen var vi blevet enige om, også udsmykningen den store sten skulle indfattes i.
   Jeg havde valgt et stykke poleret og slebet bornholmsk granit, så flammende som muligt, det mente jeg passede til stenen. Damen var forbavset over mit valg, det var smukt men usædvanligt, hun kunne godt lave det... Jeg ved det er usædvanligt, svarede jeg. Min kvinde er også usædvanlig. Hun smilede. Det ville tage fjorten dage, før det hele ville være klar til afhentning.

En tur på havnen for at se til båden, var om bord. Jeg talte med flere dernede. De lykønskede mig med båden, jeg gav en omgang i klubhuset til de tilstedeværende.
   Jeg nød båden, sad der i flere timer. Mens jeg var om bord ringede Maria. Det havde været en succes. Både elever og lærere ved fakultetet, havde været mere end tilfredse med hendes forelæsning. De studerende havde taget mange notater. Efter forelæsningen havde hun talt med rektor, der gerne så hende en til to gange om måneden, det vidste hun ikke om hun kunne sige ja til, hun ville først tale med mig om det hjemme, hvor vi havde tid til at tale det igennem. Hun havde også andre planer for efteråret, blandt andet en tur til Amerika.
   Vi forsikrede hinanden om vores kærlighed. Hvis hun kunne, ville hun komme med det sene aften tog, ellers med det første i morgen tidlig... Hold sengen varm til mig, sagde hun og lo. Resten af aftenen gik med madlavning, TV lokalt og et enkelt program om gamle sejlskibe. Det var jeg betaget af.

Kære dagbog. Det må være nok for i dag. Der er ingen Maria til at distrahere mig, så god nat, vi skrives ved.


Dag 23
   Maria ringede klokken otte. Skal jeg forelæse i dag, eller vil du hellere have jeg kommer hjem? Jeg var målløs...
   Maria! du skal gøre hvad du selv synes. Har du ikke aftalt noget? Hun sagde nej. Rektor havde spurgt hende, om hun ville forelæse i to timer for unge geologistuderende. Grundlæggende kendskab til geologien, dens muligheder, dens store betydning for fremtiden og forståelsen for jordens skabelse.
   Specielt om det gamle urfjeld i Grønland, der i dag stadig er tilgængeligt. Rektoren havde hørt hende forelæse om netop det emne i Ålborg. Maria var betænkelig, hun ikke havde papirer med til det. Hun kunne causere over emnet, men en egentlig forelæsning var hun ikke forberedt til. Jeg anbefalede hende det sidste, og hun talte med rektoren om det, de kunne sikkert finde ud af noget. En time efter ringede hun, fortalte hun havde sagt ja til to timer i formiddag. Hun ville være hjemme ved fire tiden.

Jeg har gået mig en meget lang tur på Tåsinge i dag. Jeg tror det blev til mere end ti kilometer. Tre timer var jeg væk. Det var en dejlig tur. Jeg keder mig ikke, når jeg er hjemme læser jeg en del bøger. Jeg har købt flere om det område Maria kommer fra i Amerika, og en bog der er skrevet af en antropolog, den omtaler netop den stamme Maria kommer fra. Vil gerne vide lidt, så jeg kan tale med når hun fortæller mig om det.
   Min tur til at lave mad igen. Grøn salat og kalkunbryst i fad. Jeg har set en opskrift, og Maria sagde det ville hun godt have. Maria har femten til tyve slags te hun drikker og laver til mig. Jeg ved ikke hvad der er til hvad, så jeg laver ikke te af hendes teblade, sæt nu det er til at sove på? Så falder jeg bare i søvn. Jeg vil begynde at lave mad nu, vi skrives ved senere kære dagbog.

Maria hjemme igen. Hun fortalte mig hvad hun havde lavet, at det hele havde været behageligt, men hun havde savnet mig. Vi nussede og kyssede. Maden var hun tilfreds med, det er god mad du laver, roste hun mig og grinede da jeg rødmede. John, havde hun sagt og taget om mig, du rødmer! det klæ´r dig.

Klokken er mange nu, vi vil i seng. Vi skrives ved i morgen kære dagbog.


Dag 24
   I dag har Maria taget fri. Hun vil hygge sig med mig, siger hun. Vi glæder os til at være sammen i hele tre dage. Vi vil sejle en tur, prøve at sejle alene, vænne os til båden. Marie er kærlig, foreslår vi kører ned på båden og spiser morgenmad. Hun var oppe længe før mig, havde allerede pakket det fornødne.
   Vi måtte gå fire gange før vi havde det hele med. Hun fortalte mig hun havde planlagt denne tur i toget hjem... John, bare dig og mig, alene på havet. Jeg glæder mig.
   Selvom det regnede, var vi begge spændte som børn. Vi pakkede båden, parkerede bilen og gik om bord. Maria lagde alt på plads. Her regerer jeg, sagde hun bestemt. Resten, og sejladsen kan du tage dig af.
   Jeg var lidt betænkelig. Søvejsregler? alt det andet Ege havde talt om, hvad med det? Maria smilede til mig, og sagde det var i orden vi blev i havnen, om bord. Levede sammen på den smule plads der var. Vi vedtog at blive om bord og i havnen, så længe det regnede.
   Vi talte med flere på havnen. Jeg præsenterede Maria som min kæreste. Alle ville gerne tale med hende, hun klarede interessen med stoisk ro. Jeg var stolt af Maria...
   Hej John! En herre jeg ikke kendte præsenterede sig som kasserer og næstformand i klubben, han hed Søren Petersen. Jeg hilste og inviterede om bord, da det regnede kraftigt.
   Han bød os begge velkomne, og håbede vi ville tage aktiv del i klublivet... Hvad laver du John?.. Selvpensioneret! sagde jeg og smilede. Maria er gæsteprofessor ved universitetet i Odense. Geolog. Han smilede...
   Jeg er lærer på styrmandsskolen her i Svendborg... Aha, så har jeg et par ønsker til dig. Jeg ved ikke en dyt om navigation. Er det muligt at leje en lærer til at lære mig det, og føre os begge til eksamen? Han havde smilet... Det må du uddybe John.
   Jeg fortalte om mine planer med både Maria og mig, sproget hun talte, og om vi gerne ville kunne navigere begge to... John. Jeg foreslår enten to weekender eller tre dage af seks timer, derefter eksamen. Så dækker det både navigation og radiocertifikat, men det vil nok koste dig tolv tusinde for jer begge, inklusiv alt, også undervisningsmateriel. Jeg nikkede...
   Og Maria?.. Ja, hvis jeg gør det selv, er det ikke noget problem, men jeg er også censor på eksamen. I stedet, i jeres tilfælde, må skolens rektor gøre arbejdet for mig, men det kan lade sig gøre, det vil jeg gerne arrangere hvis du er interesseret, mener det alvorligt. Vi talte med Maria, hun var med det samme interesseret.
   Vi aftalte vi ville bruge onsdag, torsdag og fredag i næste uge, der havde de begge fri. Eksamen fredag sent, hvis det kunne lade sig gøre, ellers den kommende uge. Vi skulle møde på navigationsskolen, den stod tom næste uge på grund af ferie...
   Så er det en aftale John, sagde han og smilede, ønskede os fortsat en god dag og endnu en gang velkommen, og gik fra borde.
   Maria var glad... John, sagde hun bekymret, er det ikke dyrt med speciallærer?.. Jo, men det betaler jeg... Nej, sagde hun bestemt. Jeg betaler for mig selv... Ok Maria, det bliver ti kys til mig, så er du gældfri. Hun morede sig... Nej John, hvad koster det?.. Ti kys Maria, hvad enten du vil det eller ej, så er det prisen, og så ikke mere snak om det. Vi er her for at have det rart med hinanden. Hun smilede... Ok, vil du have betalingen nu? Jeg grinede,.. nej jeg vil gerne vente til i aften når vi er kommet i seng, så må du gerne betale.
   Resten af dagen og aftenen hyggede vi os. Lavede mad og havde det dejligt. Kaffe og te fik vi i løbet af aftenen. Maria bemærkede jeg havde min dagbog med, det var hun ikke helt tilfreds med, men sagde det var ok, da jeg insisterede på jeg ville skrive i den, lige som derhjemme.
   Det var så første dag på båden, kære dagbog. Vi nyder det begge, Maria og jeg. Nu vil jeg ind til Maria, hun skal betale mig de kys kurset koster, hun havde grinet genert da hun sagde til mig hun ville vente på mig. God nat, dagbog, vi skrives ved.


Dag 25
   Pragtfuld nat. Ege fik mig til at skifte de gamle hynder over alt til nyt og tykkere hynder. Det havde kostet seks tusinde kroner, men det var pengene værd. Vi havde begge sovet aldeles pragtfuldt. Vi havde ikke travlt med at komme op. Klokken ni spiste vi morgenmad, klokken elleve var vi færdige med den.
   Det var bygevejr. Der var vind i bygerne og kraftig slagregn, man skulle tro det var efterår. Vi var i Juni, sidst på måneden, det var varmt uden for, ca. tyve grader. Vi havde centralvarme om bord, den brugte vi ikke. Alt virkede havde Ege sagt, vi var trygge ved båden.
   Vi slangede os, tog den med knusende ro og slappede af. Maria sagde hun nød mit selskab og bådens bevægelser. Vi læste begge, lå på hver sin køje.
   Jeg smurte et par madder klokken tre om eftermiddagen. Det var dejligt bare at slappe af i hinandens selskab. Ofte så Maria på mig og smilede... Har du det godt? Jeg smilede tilbage og svarede at jeg nød det, og hendes selskab.
   Hun rakte ud efter mig og trak min ned på dørken, krammede mig og nussede mig. Jeg protesterede, vi sloges for sjov. Vi væltede grinende rundt i båden, kildede hinanden og morede os...
   Så, Så, Så, lød det pludseligt fra cockpittet. Du må ikke banke ham Maria, det er forbudt i Danmark!. Ene og Ege var på besøg, var kommet om bord uden vi havde bemærket det. Vi grinede... Velkommen, sagde vi som med een mund. Hej med jer og kom inden for, vi ville lige dyrke lidt motion, sagde jeg og grinede til dem. Vi rettede begge på tøjet og inviterede dem på te eller kaffe, alt efter hvad de ville have. Jeg skævede smilende til Maria, hvad tænkte de ikke? Så gamle, og så legede de som børn.
   Ene havde fået ideen til at besøge os, de var kørt en tur ud i det blå. De havde set vi var i havnen og var kørt efter brød til kaffen og teen. Vi satte os.
   Maria lavede te og kaffe... Du bliver hvor du er, sagde hun og smilede til mig, så ved jeg du ikke går i vejen. Vi hyggede os, talte om båden og fortalte dem hvor tilfredse vi var med den. Jeg fortalte om styrmanden der ville undervise os, om vore planer for efteråret og vinteren med at besøge hendes familie hjemme i Amerika.
   Da pigerne gik på opdagelse rundt omkring i båden, fortalte jeg Ege om min beslutning om selvpensionering. Han morede sig... Jeg har tænkt på dit forbrug af penge, du var altså den heldige vinder af millionerne her i Svendborg?..
   Ja, de giver mig frihed til mange ting, tid til at tænke over mit liv, muligheder jeg ikke har haft før, eller forestillet mig. Men også et ansvar til at være mig selv og min tilværelse bekendt, opføre mig ordentligt. Maria ved ikke endnu hvor mange penge det er, kun at jeg har vundet. Det siger hende ikke noget. Helt ærligt tror jeg hun er ligeglad, bare vi er sammen som nu. Det var en kanon ide Ene fik med at invitere hende til det party, det er jeg hende meget taknemmelig for. Ege smilede. Maria er anderledes, fortsatte jeg, det er hende jeg elsker og vil dele mit liv med. Det lyder højtravende, men jeg mener det. Jeg er meget tilfreds med min tilværelse nu, den har aldrig været bedre.
   Maria sagde vi havde rigeligt med mad om bord, inviterede dem til at blive og spise med os. Hun havde bestemt vi skulle have fiskegratin. Der var nok til os alle fire, sagde hun. De takkede ja.
   De tog hjem klokken tre og tyve og takkede for et dejligt samvær. Vi takkede dem for at være kommet på besøg.
   Jeg vil i seng nu, så god nat dagbog, vi høres ved.


Dag 26
   Maria nussede mig. Hun havde været ude på toilettet. Hun smilede til mig. Klokken var tre morgen... John, undskyld jeg vækkede dig, men jeg har lyst til dig. Er det forkert? Er du vred over det? Jeg smilede søvndrukkent... Nej Maria, det er jeg ikke.
   Jeg tog hende ind til mig... John, jeg fik bare sådan en lyst til dig, da jeg kom tilbage fra toilettet. Du er så lækker og sød når du sover, jeg kunne ikke lade dig være... Det er ok, Maria. Kom, sagde jeg og tog hende ind til mig. Hun puttede sig og strøg mig over kroppen...
   John, jeg er glad for dig, for at du forstår mig og mine særheder, også dem der vedrører mit folk, det med ånderne. Jeg er meget glad for dig. Hun havde smilet, og kyssede mig nu lidenskabeligt, lagde sig oven på mig. Hun foretog en let bevægelse med hånden, nærmest som en gestus, hun bevægede samtidig fingrene. Derefter tog hun om mig, nussede mig og trak mine underbukser ned om knæene på mig. Hun så på mig og smilede, gjorde mine til at tage sit tøj af... Maria, må jeg spørge dig om noget? hun stoppede med at tage sit tøj af, så på mig, smilede og svarede ja,.. det må du gerne...
   Maria, den bevægelse med din hånd, det har jeg ofte set dig gøre når vi er sammen som nu, betyder den noget særligt? Hun smilede, væltede om på siden og så kærligt på mig... John, sæt dig op, så vil jeg fortælle dig noget. Jeg satte mig op og hun puttede sig ind til mig og begyndte:
   Jeg er utrolig glad for du accepterer jeg taler med ånderne og holder ceremonier. Jeg er professor i geologi, er velanskrevet som forsker og rangerer højt internationalt. John, nu bliver jeg filosofisk, men det er nødvendigt, for at forstå hvad det er jeg tænker, og hvordan jeg er.
   Geologi studerer jeg, for at forstå hvad der skete da jorden blev skabt. Vi har en legende der fortæller det, men jeg er også videnskabsmand. Hvis jorden, billedligt, har eksisteret i fire og tyve timer, er vi mennesker kommet til i de sidste to sekunder, den race der benævnes Homo Sapiens. Vi udgør kun en lille del af den helhed der udgør jorden og universets historie. For at forstå det, måtte jeg interessere mig for geologi, for skabelsen. Se det i det perspektiv, der er i den tidsramme jeg har nævnt for dig.
   Alt hos os, mit folk, har en sjæl. Sten, klippe, vand, dyr, fugle o.s.v. Alt. Jeg søgte både mine rødder og min og jordens fortid. Den urmoder der skabte alt liv. Svaret er ikke enkelt, men fortoner sig i legender, og åndernes styring af vores liv. Så moderne og dog så primitiv, vil du vel sige.
   Jeg har ikke noget endegyldigt svar på det, men for mig hænger det hele sammen. Jeg ser en mening med den udvikling der er, en sammenhæng. Mit folk er et urfolk, hvor enkelte har bevaret og genfortalt legenderne fra tidligere tider. Alt hvad jeg som geolog har stødt på, kan jeg sammenholde med de gamle legender og sagn fra mit folk.
   Der fortælles i legendeform, om jordens skabelse og tilblivelse, det store big bang. Stjernetåger, urmoderen der samlede støvet og skabte universet med solen og alle planeterne. Der mangler ikke noget. At mit folk har mistet de fleste af de evner vi besad i fordums tid, det lider vi under nu. Vi er anderledes.
   Hvis du spørger om hvorfor, er det fordi vi ikke har dyrket de gamle dyder, har glemt dem. Enkelte af de gamle kan stadig fortælle historien, men der bliver længere og længere imellem dem. Meget af det vi kalder ritualer skal ses i et andet perspektiv, som en fortolkning af facts. Når man husker det, forstår man godt vores historie, vores traditioner, vores liv.
   Hun smilede. John, jeg trætter dig... Nej Maria, det er interessant at høre om. Jeg vil bede dig om at fortælle det du ved, lære mig om dig, dine frænder, som du kalder dem, og jeres traditioner, og jeg mener hvad jeg siger. Hun klemte mig... John, jeg er glad for du kan leve med mine særheder, men nu kender du lidt til dem, og hvorfor.
   Du må endelig spørge hvis der er noget du vil vide, vil du love mig det? Jeg havde nikket, og kyssede hende. Hendes øjne var kærlige... John. Den bevægelse, sagde hun og gjorde den igen, det er en tavs bøn til mit totem, om at beskytte os når vi elsker. At give os den glæde det er at elske. Generer det dig?..
   Nej, på ingen måde Maria. Men jeg beder dig, tag mig med i dine ceremonier, lær mig også at bruge dem og dine ånder, hvis det ikke er blasfemisk, vil jeg gerne lære det. Det er en del af dig, og også en del af mig og mit liv med dig som jeg elsker. Hun klemte mig, gjorde håndbevægelsen igen, så på mig og hviskede:.. Elsk med mig, og lad din ånd bede den sorte Jærv om beskyttelse af vores elskov, gøre den fuldkommen.

Maria var en anderledes kvinde end jeg i min vildeste fantasi havde forestillet mig, men jeg havde det godt med hende, at hun var indianer var kun et incitament til at gøre vores kærlighed fuldkommen, et plus. Resten af søndagen hyggede vi os. Vi tog hjem til os selv ved ottetiden om aftenen, vi var en oplevelse rigere, var glade for vores samvær i vores båd.
   Kære Dagbog! Maria er det bedste der er hændt mig. Så anderledes og på samme tid så moderne. Vi skrives ved.