Nå, jeg overvurderede åbenbart min energi i går aftes, hvor jeg egentlig startede på dette indlæg, men aldrig fik det gjort færdigt. Nu har jeg sat mig med en stor kop kaffe, så må vi se om jeg kan få det redigeret lidt, så det giver mening, og ellers så som minimum få det gjort færdigt.

Startede i går med at skrive, at det endelig var fyraften og endelig weekend. Jeg godt kunne mærke gassen var ved at gå af ballonen efter en lang dag. Drengene var til et klasse arrangement på skolen med overnatning. De så tre forskellige film og hyggede med pizza og popcorn i rå mængder. Maria havde ammet og puttet prinsessen, og insisterede på at lave aftensmaden, så "fornuftig" som jeg var, udnyttede jeg mit frikvarter og satte mig ved computeren. Nah, det var måske fornuftigt nok at begynde at skrive det her i går aftes. For jeg trængte til at tømme hovedet for alt det der myldrer rundt. Men timingen var nok dum, eller optimistisk. For jeg startede dagen (fredag) lidt over tre, hvis man ellers kan kalde det tidspunkt for dag. Jeg var oppe for at tisse, da jeg undrede mig over at Donna var så urolig. Hun plejer aldrig at komme, når jeg er oppe om natten, så jeg havde på fornemmelsen der var noget galt. Hvilket der så også var. Da jeg kiggede ud i haven, kunne jeg se silhuetten af en hest, der bestemt ikke hørte hjemme der. Så op og få tøj på, i et par støvler for at få fanget ikke en men to af krikkerne, der var rendt igennem hegnet. Eller det vil sige, de var egentlig bare gået ud, for der var faldet en kæmpe rådden gren ned fra et af træerne der stod ved hegnet. Den havde ødelagt begge tråde på hegnet. Hvilket havde givet hestene mulighed for at udforske området, inden de endte på græsplænen, var der var tydeligvis var mere og bedre græs end på folden.

Selv om de var lette nok at få tilbage på folden, da jeg havde fået hegnet repareret. Ja så var klokken alligevel næsten fem inden jeg var færdig, og fået tjekket at der ikke var andre der var sluppet fri. Så jeg kunne lige så godt bare gå i bad og komme i gang med dagen. Det krævede så lidt mere kaffe end normalt at komme igennem den, men Maria var sød, kørte drengene ned til skolen og insisterede oveni på at lave aftensmaden, så jeg kun skulle sørge for hestene i går aftes. Men jeg fik aldrig skrevet færdig inden maden var færdig. Og så var det hurtigt Ole Lukøje for mig, da vi havde spist. Så meget for en hyggelig fredag aften.
Men så har jeg da med sikkerhed fået konstateret, at der ikke er meget vagthund i Donna. Og lige blevet mindet om, at NU skal jeg altså have væltet de sidste døde asketræer ved foldene. Det var i forvejen naivt at tro, at de måske klarede det.

I dag (lørdag), stod jeg op halv seks som normalt. Mange mine kollegaer ser nærmest skrækslagne ud, når vi kommer til at snakke om hvad tid vi står op og morgenritualer. Jeg bliver ved med at hævde, at det er spørgsmål om vane. Jeg har i hvert fald for længst vænnet mig til det, og nyder de stille morgentimer i fulde drag.

Maria stod op lidt efter og hjalp med at bage boller til drengene. Jeg havde lovet at komme en portion til klassen, der sluttede arrangementet af med fælles morgenmad. Vi gik en tur i byen med barnevognen, mens drengene spiste. Der var lige som ingen grund til at køre hjem igen, for at hente dem igen kort tid efter. Men hold fast hvor gav det anledning til mange skæve blikke fra de forældre der var mødt op, da jeg dukkede op med Maria og barnevogn.

Nu har jeg heldigvis haft lidt tid til at vænne mig til det, og haft rigelig lejlighed til at øve mig på, hvad jeg skal sige, for det er knap to uger siden, jeg hentede Maria og lillepigen "hjem". Jeg kørte forbi Maria efter arbejde en dag, for at se hvordan hun havde det. Hun havde virket træt og slidt, hvilket nok var naturligt som nybagt mor, da jeg var forbi med drengene. Men jeg kunne bare mærke, at der var noget mere end, hvilket der var. Hun brød fuldstændig sammen, da jeg spurgte hvordan hun havde det, og bad hende om at være helt ærlig. Det rystede mig virkelig, selv om jeg jo egentlig var forberedt på det. Men jeg har bare altid oplevet hende som sej, med en positiv indstilling til tingene, og fremfor alt en fightervilje, så se hende vise modløshed var noget af et chok. Når jeg nu skriver dette, kan jeg godt, at det nok også ubevidst mindede mig om den sidste gang vi gik fra hinanden, hvor hun også brød sammen... men det er en helt anden historie. Hun protesterede heller ikke en eneste gang, da jeg sagde at de skulle tage med mig hjem.

Heldigvis virker Maria mere glad og som sig selv nu. Den første uges tid var hun godt nok grå og fåmælt, men jeg tror det har været godt for hende at få noget søvn, og ordentlig mad. Hun begynder at ligne lidt selv, humoren er i hvert fald kommet tilbage. Drengene er lykkelige for at have hende her, selv om jeg har gjort det tydelig for dem, at vi bare hjælper Maria og prinsessen i en periode, indtil de er ovenpå igen. Men jeg slipper dem ikke før jeg er 100% sikker på hun er ovenpå. Hun har en tid ved lægen i næste uge, samt aftale med en psykolog via sundhedsforsikringen. Det holdt godt nok hårdt at få hende overtalt til begge dele, men jeg kender hende da heldigvis så godt, at jeg vidste at jeg måtte nøjes med plante ideerne. Og så vente på, at hun selv kom til den erkendelse af, det var en god ide. Lige nu arbejder jeg på at få fikset forholdet til en lille håndfuld af hendes veninder. Det gik helt i vasken omkring sommerferien, hvor Maria begyndte at blive virkelig strid for ikke at sige en rigtig bitch overfor stort set alle. Jeg er/var da heldigvis så tykhudet, at det meste prellede af. Jeg har inviteret dem med til høstfesten næste lørdag. De kommer alle sammen, så jeg krydser fingre for, at de får klinket skårene igen.

På jobbet går det overraskende godt. Ufatteligt at der ikke skulle mere til, og dybt pinligt jeg ikke fik gjort det noget før. Jeg fik afleveret budget og strategi oplæg i mandags, to dage før deadline. Det kan jeg helt ærligt ikke huske er sket tidligere. Og sagt i al beskedenhed, så er det noget af det bedste jeg nogensinde har lavet. Det synes jeg i hvert fald selv. Vi skal gennemgå det på mandag, men jeg har aldrig har haft så meget ro i maven som jeg har nu. Hvilket er dybt paradoksalt, når jeg kæder det sammen med de to ting jeg tror er årsagen: At jeg mentalt er ved at forberede mig på at forlade jobbet og branchen, samt at prinsessen og Maria fylder så meget. Det har på en eller anden måde givet mig den afstand der skulle til, for at kunne se vores arbejde i større perspektiv. Ok, jeg har så også brugt meget mere tid med at snakke med mit team, og lavet dem være en aktiv del af det. Nok derfor jeg er så rolig og afslappet, med det, og i det hele taget tør skrive at det er godt oplæg.
Sidder lige og griner og hele hovedet. Jeg bliver forstyrret af høj musik fra haven. Drengene har taget deres soundbokse med ud, og Maria har åbenbart fået dem overtalt til teame eller parre dem, hvad det nu hedder. For lige nu spiller de begge højttalere "Trip To Mars", mens de tre danser rundt og flipper ud. Dejligt at se. Måske skulle jeg bruge det som signal til at komme i gang. Der er bunker af vasketøj der råber på opmærksomhed, og så har mine forældre lidt skrevet, at de kigger forbi i eftermiddag. Overraskende, selv om det er noget tid siden der sidst har været "inspektion", for de kommer også på lørdag til høstfesten. Nå, de har da heldigvis set rod før.

Får jeg bare styr på vasketøjet er jeg glad. Nu vil jeg gå ned og flippe ud sammen med de andre danseglade tosser, og bare nyde der i øjeblikket er medvind på cykelstien.

Nå ja, overskriften - tænker indlægget passende kan hedde astronauter på stoffer, giver ingen mening i forhold til indholdet, men jeg griner stadig af astronaut tosserne i haven.