Undskyld, jeg antog det var en hende...

Men kunne hun også være din styrke?.. Dejlig enkelhed.

Det perfekte comeback ;-) Kort, kontant og fyldt med lærdom.

Kort men klart budskab - elsker det!

Man får en klump i halsen, det er jo den virkning som du med eller uden m vilje at fremkalde følelser hos læserne. Dit budskab er klart om det er digt eller ej.
hilsen
Ling

Endnu en fuldbåren sætning fra din hånd. Ligesom med Døve hjerter, synes jeg, at formatet med en sætning fungerer perfekt og det kunne være en genre/niche i sig selv, som du kunne udfylde på denne smukke måde. Jeg elsker hvordan overskriften Svag(heden) får mig til at tænke på "sandheden", hvilket også understøttes af formlen med at fortælle og bevise i de to sammensatte sætninger. Virkelig helstøbt format. Mere af det! Der er en sårbarhed i digtet som jeg rigtigt godt kan lide, da jeg'et fortæller om sin sårbarhed til sin elskede og derefter får bevist af den elskede, at det var sandt og kunne bruges præcis som man måske altid frygter, når man elsker nogen. Meget kløgtigt udarbejdet. Tak fordi jeg måtte læse med.

Tankevækkende med de få ord.
Et perfekt forhold vil man jo kunne supplere hinanden, og gøre det svag til det stærk. Tanken efter at læse din bemærkning.

hilsen
Ling

Af og til, kan man også skabe sin egen virkelighed, og dermed en selvopfyldende profeti. Du fortalte hende at hun var dim svaghed - dermed gav du hende muligheden for at være det.

Dette digt er i al sin simpelhed noget af det skønneste jeg længe har læst. Titlen får mig til at genkalde mig den faste remse, at kærlighed gør blind - her er kærlighedens organ døv, den røde tråd og samtidigt forskellen imellem remsen og titlen læses utroligt stærkt hos mig.

Selve digtet er i én sammenhængende linje, hvilket jeg synes fungerer rigtigt godt. Kontrasten imellem linjens begyndelse og linjens slutning gør det til et digt i to linjer på sin vis, fordi det starter med at handle om et jeg som lærte at lytte til sit hjerte og slutter med et du som glemte at lytte til sit eget. En meget smuk udvikling i indholdet og kontrasten føles virkeligt.

Et nostalgisk, smukt digt, meget dybfølt. Tusind tak fordi jeg måtte læse med.

Klart budskab med meget få ord. Jeg er lidt splittet mellem på den ene side at tænke, at digtet er fint som det - hører næsten til under gruk med det fine billedsprog på meget lidt plads; og på den anden side ønske, at der var lidt mere af det - lidt som hvis det nuværende digt var en slags synopse af et kommende digt :) Alt i alt kan jeg godt lide det