Du forstår at beskrive scenen, hvor de døde svin er i focus, med indvolde mm.

Det bliver serveret for os, men det er jo hverdag i jobbet for mange. men de tænker nok ikke over det.

Du beskriver oplevelsen i digtet med få ord, det kan jeg godt lide ikke så meget udenomsord.
Jeg er ikke god til selv at skrive digte, men hvem ved hvad livet bringer. Mvh Fink

Hej Wil.

Jeg har nu læst digtet her 5-10 gange, og jeg må desværre sige at jeg stadig ikke er helt ´tryg´ ved det. Nu ved jeg selvfølgelig godt, at lyrik er kunst, og at hovedparten af oplevelsen dermed er lagt op til beskueren, men jeg savner nu stadig en lille smule vejledning her.

Jeg kan se på dine to sidste kommentarer, at de læsere simpelthen har valgt at tolke det som en krystalklar scene fra et slagteri, men det er faktisk her min usikkerhed opstår.
Da jeg selv læste det første gang, så jeg nemlig ikke hverken fjerkræ eller svin, men billeder af henholdsvis kz-fanger og opgivende mennesker fanget i vores ´fantastiske velfærdssystem´ (muligvis kraftigt influeret af The Wall).
Alle tre tolkninger giver mening på hver sin måde, og alle tre tolkninger giver den følelse af ubehag som du uden tvivl har satset på (dog i forskellig grad), men den nævnte utryghed stammer desværre ikke fra billederne, men fra tvivl omkring hvilken version du forsøger at vise mig.

Hvis det ´kun´ er en slagteriscene, synes jeg egentlig at det er lidt overkill og - i en enkelt linje - på grænsen til det følelsespornografiske. Den stærkeste linje i hele digtet (kun overgået af de to afsluttende) er nemlig denne:

Udstillet på endeløse rækker

At slagteri er blevet produktion og foregår temmelig følelseskoldt, er der jo ikke rigtigt noget nyt i. Hvis du vil hæve dig over det, kan du vælge at blive vegetar eller købe dit kød hos en slagter, hvor du ved at hin selv har slagtet dyrene under mindre produktionsagtige forhold end på de store slagterier. The end. Man kan ikke forlange at få kød på bordet og samtidig forlange, at dyret ikke må parteres og bløde for det.
Men uanset hvor man får sit kød fra, og om det er slagtet på samlebånd eller enkeltvis, kan jeg garantere dig for, at de døde kroppe ikke føler sig udstillede, og eftersom de færreste slagterier tilbyder turist-rundvisninger ER omtalte kroppe heller ikke udstillede. De bliver bare transporteret fra det ene sted til det andet.

Med den ene linje indikerer du derfor, at her faktisk ikke er tale om et fotografisk billede, men om en metafor for levende, følende mennesker der bliver BEHANDLET som døde dyrekroppe. Og vupti har du KZ-fangerne på det fysiske plan (i endeløse rækker på vej til udryddelseslejre eller gaskamre) og alle på overførselsindkomst på det billedlige plan.
Men jeg kan ikke rumme alle tre tolkninger på én gang, så hvad er det, du vil vise mig?

På detaljeplanet:

"Fiskemelsopfede" bør enten være "fiskemelsopfedeDE" eller "fiskemelsfede", og ´massepartering´ er i ét ord.
Endelig har jeg en personlig aversion mod påklistrede tillægsord, og jeg ville derfor frygteligt gerne af med ordet ´morbide´ knyttet til stanken. I det hel etaget har jeg svært ved at sætte ´morbid´ i forbindelse med en lugt. Lugten kan udløse morbide billeder/tanker, men lugten i sig selv kan ikke være morbid (efter min mening).

Til gengæld er jeg helt vild med de sidste to linjer. De er urovækkende på den RIGTIG fede måde, for her skifter iagttagelsen pludselig fra det objektive (som jeg jo så ikke finder heeelt objektivt desværre) til det subjektive, og det morbide får derved lige en ekstra tand.

Alt i alt kan jeg faktisk rigtig godt lide dit digt, men savner som sagt at få mine billeder helt på plads.

Mvh
Eddie

Hej Will, det er en rigtig morbid slagteriscene det her, som vi ofte ikke tænker over som morbid, når vi står der. Men det er jo sandt, der er noget grimt over det - jeg kan virkelig godt lide din kontrast med, at det kan virke tillokkende. Den er godt ramt. VH Mons

Jeg fornemmer en kommende forælders tanker om det nye liv - som er lige ved at være der. Tæt på fødselsøjeblikket. I fald jeg har ret, så er det et meget smukt digt, som berører mig.

Zebraffe

Uhhh
Det er uhyggeligt det her.
Du maler en grum scene fra et slagteri med de døde navneløse kroppe, som hænger.
Først tænkte jeg, hold da op...virkemiddel-rush...(jep, mit helt eget ord) Men så kommer det ind under huden og rykker lidt i nerverne. Billederne står tydelig.
De døde og de udstillede og dem som nyder synet.

Super godt.

Michael

Av, det gør jo ondt det her! Pokkers stærke linjer, der med den sidste, hæver sig højt op og sender kuldegys ned langs min ryg. Gætter hvor vi er og for pokker, det er jo sandt. Hvor morbidt, på en eller anden måde ...

Mikala

Det får mig altid i godt humør, når nogen leger med ordene.

Især når de også gør det optisk.

Smukt

Vicky

Haha fedt kort digt, med god ordleg!

Hej Wil

Glad for at du ikke rev hovedet af mig :-)

Det var det her rim jeg mente :
Døren kunne du ikke åbne
Havde vi ikke alle våbnene
Kun alle håbene!?

Hej Wil
Kan godt lide din ide her. Alle kan sætte sig ind i følelsen af at savne den der person.
Hende eller ham som slipper væk, af den ene eller af den anden grund.
...forudsat at jeg ikke har fattet en meter af det hele. For emnet er brugt før, det samme er stilen, ikke at der er noget galt i det overhovedet, så måske der noget andet i det her jeg ikke har set.

Et opklarende spørgsmål:
Evig fastholdt i livets fangekælder
Kunne du være min mælder?
Har slået 'mælder' op og fandt ud af at det er planter med det mundrette navn 'Atriplex suberecta'
...ja, jeg er rigtig sjov, regner med at du mener 'mægler'

Dine rim fungerer okay, indtil du trækker lidt for hårdt på rimeord.
[citat Døren kunne du ikke åbne
Havde vi ikke alle våbnene
Kun alle håbene!? [/citat]
Det gør ondt i maven på mig at du pludselig træder ud af rim.
I de to andre vers rimer du på de første 2 linier og derefter på 3 linier. Det er helt fedt, men så skal man også være konsekvent og holde stilen.
Prøv at se hvordan James Hetfield skriver et fantastisk rim, som minder mig om din stil i dit digt. Men of five, still alive through the raging glow
Gone insane from the pain that they surely know
Stammer fra sangen 'For whom the bells tolls" af Metallica.

Dog vil jeg sige at det er et godt digt, som vækker nogle følelser.

Intethed min sikkerhed
Mørkets ensomme enkelhed
Det er sgu bare supergodt!

Mvh Michael

det var en fremravende tekst! Det rimer på en meget naturlig måde. det jeg mener er: selvom det rimer har det stadig den handling du vil beskrive, og du holder fast i den, fra top til tå!
Det er jo fantastisk! Jeg har tit oplevet det, at selvom nogle vers rimer, kan det godt holde op med at give mening. Det var din ikke! Din var anderledes vil JEG mene!
Det var godt skrevet og ord som man nogle gang tænker på. En rigtig god sluting, vil jeg sige!
Rigtig godt digt!
Hilsen Rose