Spændende digt, spændende tanker. At ende som side 9 pige, er vel drømmen for nogen og ens værste mareridt for andre? Lad os håbe hun er glad! Jeg er ihvertfald glad for du delte historien her. :)

Et digt, prosadigt. Det vil jeg kalde det. Teksten kan vel læses bogstaveligt om en der dør er ved dø af tørst i ørkenen, men det kan også læses symbolsk, som billede på en længsel - hvilket den sidste sætning tyder på. Meget fint, meget intenst.

Kåemer

Voldsomt. Ubehaligt. Og virkeligt godt.

Hej T.R.
Hvem man taler eller skriver til i den form, er mig en gåde. Utrolig ordinært hvis man er til sammensætning af ord, i den ende af skalaen. Er det essensen af sprogblomsten, så tak for kaffe.
Venligst.

Godmorgen:) Det er spot on, dit digt...synes jeg. Ikke overflødige ord, ingen unødvendige beskrivelser - kun den rå følelse. Og så kan alle sådan relatere på et hvilket som helst niveau, for du har blot opsat en ramme. En talerstol til følelsen vrede:) Flot - venligst Djani

Fede besjælinger og personificeringer. Kan godt lide måden du benytter de retoriske spørgsmål til at man selv sætter spørgsmålstegn ved dem.

Jeg syntes virkelig det er et godt digt!
Det har en dybde, som fremkalder en masse billeder med dine beskrivende ord!
Super godt skrevet

Du har uden tvivl et større talent antager du selv har skrevet det. Synes til og med din stil ligger over din alder. Det virker dystert ligesom dine andre digte, men det sklal der også talent til.
Mvh Inge

Du lykkes med rigtig meget i det her digt! Det kan være svært både at skrive poetisk og samtidig gøre sine billeder tydelige. Du har en meget god sans for, hvornår et billede går an, og hvornår noget skal uddybes.

Fx er jeg meget glad for, at du ikke bare skriver "der lokker vredestårer frem," men uddyber "hendes tårer". Hvis der ikke stod "hendes tårer," ville resten af digtet være et mysterie. Hvad er det, der foregår? Hvem er det som græder? Hvem går det ud over?
Der var engang en som kritiserede mine digte for at være for dunkle og uforståelige. Hun savnede, at jeg "idiotsikrede" mine digte, så "sådan en som hende" kunne forstå, hvad der stod. Det har jeg siden hen tænkt over. Måske skal man ikke "idiotsikre" sine digte, men huske at være lidt pædagogisk og sanselig. Alene det, at du uddyber "vredestårer" som "hendes tårer" er sådan en pædagogisk teknik, jeg er meget glad for. Man kan jo også tænke: Hvis tårer er det? Er det jegets tårer? Er det en dudes tårer? Hvem græder? Det er dejligt, at det bliver uddybet og at der er noget rytme i det. Hverken for meget eller for lidt.

De her linjer kan jeg også læse ind i:

"Kondensdråber formes på indersiden af de
farveløse vægge, som tyndsjasket maling på glas;
hendes fængsel, mit vindue,
og hun danser for mig,"

Det er jo meget smart at kalde plastiksækken for "farveløse vægge," da det giver mulighed for nye billeder. Tyndsjasket maling på glas, hendes fængsel, mit vindue. Fra hendes perspektiv et fængsel, fra jegets et vindue. Det er knivskarpt, synes jeg! Og så kan jeg godt lide, at plastiksækken bliver farveløse vægge (eller bør der ikke stå gennemsigtige vægge?), som bliver et fængsel samtidig med et vindue. Det er i grunden meget elegant, et billede i bevægelse, der giver mening og uddyber.

Jeg ved ikke, hvad "en folietamponeret Nielfisk" er, så den sammenligningen går hen over hovedet på mig.

Jeg kan godt lide springet fra:

min rus, hendes liv -
nej, mit liv!

At jeget korrigerer sig selv i sin tankestrøm. Det giver en idé om jegets konflikt med hende her. Og konflikten med sig selv.

Jeg selv ser alt for mange Disney-tegnefilm til, at jeg har lyst til at skrive "en jitterbug med tyngdepunkt i røvhullet" eller " vakuum i mundvigen, af sug/der får trykket til at vokse og lefle,/lefle for de violette springkar;/ hendes ansigt, min pik -"

Men jeg synes, at de "grove ord" som pik og røvhul (åh, jeg føler mig så from og kristen!) passer godt ind her. Det er jo kun godt, at du har din tone og interesse og stemme, så fortsæt med at have modet til at skrive det, der falder dig ind. Men det er ikke de ord, der er det spændende, men den eksistentielle konflikt som jeget har med sig selv og kærligheden, og dine fine sans for sproglige billeder. Der er et billedsprog, du bør eksperimentere med i fremtiden.

Der er nogle ting, jeg ikke helt forstår:

"med lykke om hals;
min lykke,
og et Paradissyndikat"

Hvad er det for en lykke? Hvad er et Paradissyndikat? ... Hvis du prøver at lave en ordleg, hvor lykke skal forstås som løkke, går det helt hen over hovedet på mig. Så er det nok bedre at skrive "løkke". Skriv det som det er (:

min lille hoptimist i vindueskammen;
pardans.

Her bliver jeg lidt i tvivl, om "vindueskarmen" er den virkelige vindueskarm, hvor kvælningen foregår (sådan læste jeg det først) eller vindueskarmen i plastiksækken som gennemsigtige vægge. Det bliver måske lidt for ambitiøst. Jeg har svært ved at se en vindueskarm i plastiksækken, da hele væggen er gennemsigtig, og der derfor ikke er nogen vinduer.
Hoptimist er en meget sjov opfindelse. Det giver også noget lune til jeget.

Det blev en nærsynet nærlæsning! Men der er også meget at tage fat i, synes jeg. Jeg glæder mig til at læse mere af dig herinde på Fyldepennen! Det er i grunden en fremragende side som mange flere digtende bør bruge af! Måske burde jeg lave lidt reklame på Youtube.

Må inspirationen være med dig!

Jeg tænker straks American psyco og føler, at der står en skuffelse bag