Flot indledning: det udefinerede ”de” bygger en forventning op. Og så fortsætter du med et hint til et ”hæsligt jeg”, en sandhed der skal dækkes over.

Men så er du også lige ved at ”tabe mig” da du fortsætter ad de samme tangenter med realiteter der ikke skal afdækkes. Måske kunne du med fordel stramme op her og fx droppe ”Aldrig skulle …. ”
– og så lade ”Ingen kendte hende rigtig, for fanden…. runde afsnittet af?
Bare et forslag.

Gennem resten af novellen fornemmer jeg et fint flow, handlingen skrider godt fremad og du leverer brikkerne en efter en så jeg som læser er ved have puslespillet lagt, da Hanne så bekræfter det.

Smuk slutning, god beskrivelse af HPs dilemma, og et flot beskrivende sprog gennem historien, og jeg er enig med i, at du har valgt en anden tilgangsvinkel til emnet, som giver novellen sin berettigelse.

Og ellers vil jeg blot tilslutte mig HTHS der har fremhævet både guldkorn og ris.

Velkommen på Fyldepennen, jeg håber at læse mere af dig fremover.

/Gitte

Nu skriver jeg lige først her, da det kan være andre kunne komme i tvivl, især om
Dennis/Daniel misseren, kæmpe UPS.
Min fejl, undskyld.:-)
Jeg kan godt se pointen med den dualistiske forvikling, da jeg faktisk med vilje ville lade en del være op til læseren, samtidig med, at jeg fandt det meget nyttigt at kunne udtrykke Lulus tankestrøm. Den kaotiske nærmest paniske svada hun bombaderer sig selv med, er historien.
Min tanke er, at geografisk placering ingen betydning havde her, det eneste jeg synes jeg skulle have med var, at hun fysisk har sat sig på en trappeafsats, et transitområde. Lidt hævet over "verden", men meget udsat pga. faldrisikoen, - intet gelænder er nævnt.
Ville faktisk til at begynde med kalde historien: Afsatsen
Gik desværre væk fra den tanke...
Kan godt når jeg læser den igen se, at den på en måde er distraherende abrubt, kunne bruge en blødere afrunding.
Med hensyn til plottet, ja du har ret, det er gennemtærsket på alle leder og kanter. Synes dog selv jeg havde fundet en knap så benyttet sti denne gang. At vise en ung pige, der kæmper en kamp for at skjule sin seksualitet, som hun ser som noget utrolig ødelæggende.
Homoseksualitet er ellers meget accepteret, ja ligefrem in i mange miljøer. Hun er pakistaner, men historien fortæller det er en meget dansk/pakistansk familie, så hvor frygtelig hendes situation end er ville det jo nok været gået fint i den sidste ende.
Den beretter endda direkte fra katalystoren=Hanne at hun, måske endda hendes venner har set sandheden, de venter bare på, at hun viser dem respekt nok til at fortælle det selv.
Hun bliver endda fremstillet som en populær omgængelig person, tiltrækkende... alligevel ser hun ikke, at det faktum faktisk ikke er et problem men en force.

Hejsa

Du lægger godt ud med et karakternært sprog, som redder de mange omformulerede gentagelser af hemmeligheden, som læser sidder og venter på. Især siden denne tillægges så meget opmærksomhed, at hvor hun er, hvem hun er osv. Er degraderet til næste afsnit. Det karakternære sprog gør dog, at jeg føler mere tålmodighed, mens jeg samtidig synes jeg kommer længere ind under huden på karakteren, før jeg får at vide, at hun er 17 år gammel. Det var omkring den alder, det karakternære sprog gav mig anledning til at tro, så det er jo dejligt.

Så kommer denne sætning: Petit, som hun var svandt hun næsten i med trappeafsatsen.

Bang, bare sådan lige midt i det hele og endda ud i samme køre som karakterens intro af sig selv. Denne virker nemlig som en mere overordnet/forfattermæssig kommentar, da der her beskrives hendes fysik OG en trappeafsats. Den rykkede mig nok ud af teksten til at åbne et word-dokument og skrive alt det her. Garanteret ikke, hvad du havde af hensigt med læsers fokus.

Hendes veninder klarede det helt uden problemer. Hun var den eneste falske.

Denne sætning sætter karakterens naivitet overfor de andre teenagepigers problemer godt i perspektiv, for selvfølgelig er hun ikke den eneste med problemer! Ej heller den eneste, som foregiver at være andet, end denne egentlig er. Guldkorn!

Du leger godt med forskellige tanker og rykker læser lidt frem og tilbage, men det karakternære sprog skal der nok balanceres lidt i. Det bliver hurtigt alt for meget med de amputerede sætninger, og miljø og scenebeskrivelse er helt undladt. Sidstnævnte manglede meget for at få sat rammen for, at jeg som læser kan være helt med i, hvad der skete. At hun sad på en trappesats uden for kærestens hoveddør, eller hvor hun nu er, ville virkelig havde hamret et stort, fint søm i min iver efter at vide, hvad den hemmelighed gik ud på, så jeg bare MÅTTE blive hængende. At jeg så samtidig håbede inderligt på, at det ikke bare var fordi det var DEN hemmelighed er så en anden side af sagen, for plottet er slidt, misbrugt, sølet til i kliché og gammelt … selv med en udlandspige i hovedrollen. At hun er pakistaner gav mig forhåbningen om, at her kommer sgu noget nyt!

Jeg blev også lidt rodet rundt i navne. Kim, John samt omtale af to tidligere kærester, men Daniel/Dennis var på banen nu? Er de den samme og skiftede du navn midt i det hele og overså alle i rettelserne? Eller missede jeg en detalje? Det karakternære sprog drillede mig lidt her, for jeg følte pludselig, at jeg faktisk ikke havde noget at gøre i hendes tanker, for det blev lidt indspist. Her tænker jeg på en længere tankestrøm, som man kun kan følge med i, hvis man er Lulu selv, og dette kunne nok have været undgået, hvis det karakternære sprog var skiftet ud, bare så jeg ikke følte, at jeg var i hendes hoved, men også blev tilladt at opleve lidt sammen med hende og ikke kun igennem hende. Tilføjelse af kropssprog kunne have varieret strømmen af tanker og måske også tvunget dig som forfatter til at sætte tempo ned og forklare bedre i mere balancerede vendinger, hvordan hendes tanker egentlig hang sammen.

Jeg er ked af at være en hård kommentargiver, men jeg håber samtidig, at du finder min kommentar konstruktiv, så du kan bruge den til at komme videre. Især synes jeg du skal se på det med amputerede sætninger, scenebeskrivelser (bare korte, man behøver ikke at vide, hvilken farve gelænderne har, eller hvordan bladene vender på træet udenfor), veksling mellem indre og ydre fortæller, eller hvad man nu vælger at kalde det, tildele kropssprog, for man kan fortælle oceaner igennem kropssprog, og så måske give teksten lidt mere luft. Leg med tvungne linjeskift og indryk, de kan virkelig give en tekst pondus! Jeg har bemærket samme problem i dine gode og lange debatindlæg - også her serveres man for tekstblokke af lettere uoverskuelig kompakthed. En mindesætning, som hjalp mig meget, leveret af en dejlig kvinde her på pennen:

En tekst skal serveres som en god soufflé – luftig og appetitvækkende.

HTHS