PPS: Jeg elsker at skrive, men finder størst forløsning i musik. Følgende link er til danske Svend Spyt's nummer "Smukke Rødder" (melankolsk hiphop), et nummer jeg altid tænker på og spiller, når jeg tænker på følelsen, en af de bedste i verden, af fødderne i den jyske muld. På trods af at jeg ikke kender Svend Spyt's historie, har hørt ham særlig meget eller ved hvilken dialekt der rappes på, følte jeg for at dele det her; Svend Spyt - Smukke Rødder: https://www.youtube.com/watch?v=bGw-WheojRQ

Hej Steffen,

fantastisk digt. Tidsløst og alligevel aktuelt. Stærkt i al sin sensitivitet. Dragende fra første egen definition, til sidste spørgsmål om definition. Nationalt fortalt, men internationalt følt. Jeg har læst det flere gange, men kan ikke forestille mig ikke at ville læse det igen, og er ivrigt i gang med at læse dine andre tekster. Tak for at dele altruistisk her.

Jeg elsker også landet jeg er født i, og særligt landsbyen jeg voksede op i, Træden, Østjylland, og mest af alt elsker jeg de mennesker jeg voksede op sammen med. Mennesker hvoraf nogle ikke længere er her, og andre langt borte. Blandt dem, blandt barndomsvenner, tog flere til Irak og Afghanistan, og havde jeg selv ikke været handikappet og afvist da mit nummer blev trukket til session, kunne jeg muligvis have draget afsted også. Ikke for mit land, men for 'eventyret', for at vise mig selv at jeg kunne, og for at blive 'hård'/disciplineret. De venner der tog afsted var de sejeste, de stærkeste, de klogeste, de mest solidariske.

Vor veje gik i hver sin retning, og jeg har ingen kontakt haft til dem siden de blev udsendt. Ikke på grund af dem, men pga. generel isolation. Af flere forskellige årsager har jeg også fået diagnosen PTSD/PTSI (Post-Traumatic-Stress-Injury), og omend jeg tror alles lidelser er forskellige, læste jeg enorm genkendelse i dit digt "Danmarks Tårne", og blev særligt ramt af kuldegys/rystelser ved sætningen "et land forladt af forårets luner". Med fare for at være uretfærdigt belærende/patroniserende, vil jeg slutte kommentaren her af med at sige, at jeg tror at årstider kommer og går. At kulden ikke er permanent, selv når den varer i årevis. At kulden, som andre ikke ser eller hører, eller læser, VIL komme igen - det eneste vi kan gøre er at træne os selv til at huske, og føle, at den forandrer sig, og ellers gøre hvad vi kan for at acceptere den. I accepten af frosten ligger også en frigørelse, tror jeg. Når man lader rystelserne/kulden/kvælningen/tankestoppet, der kommer ved f. eks minder, komme, kan følelsen af at være død indeni tø bort, midlertidigt.

Mvh Ansu
PS: jeg har selv været igennem medicin, psykologer og så fucking mange velmente, 'gode' råd, og jeg fortryder allerede at jeg kommer med et her, men alligevel: Psykoterapiformen 'Somatic Experiencing' tror jeg har hjulpet mig meget. En nem øvelse, der kan findes på youtube, er at 'tappe'/banke BLIDT med din mest brugte hånd, på den anden hånds side, når de svære følelser kommer. Det er svært at huske, når det sker på et sekund, men øvelsen fik mig overbevidst om at bruge alle penge jeg kunne samle på en S.E-terapeut, hvoraf der er flere i DK, og også PTSD-klinikkerne rundt omkring tilbyder det vist. Først var jeg skuffet over manglende PERMANENTE effekt, men healing tager tid, og terapi kan først vise effekt langt senere, når man mindst venter det. Jeg er ikke i dag 'helbredt', men lever stadig (!).

fine billeder om naturens storhed, vores skrøbelighed og gensidig næstekærlighed

Stærk tekst. Det sætter gang i mange tanker og der dukker nye detaljer frem, hver gang man læser det forfra. Du skriver generelt virkelig fængende tekster.
Jeg kan rigtig gode lide "dansen" mellem personens to sider/viljer/ønsker eller måske nærmere depressionens besættelse. Synes det er interessant hvordan personen og "dæmonen" først meget tydeligt er to individer, hvor der er en en-vejs-kommunikation mellem "dæmonen" (bare for at kunne skelne mellem dem) og personen. Og så til sidst er det som om dæmonen for real synkroniseres med personen og overtager ham. Det synes jeg egentlig er et fint billede på, hvordan det kan føles, som at depression er en del af en - en side af en man ikke kan slippe af med - som prøver at overbevise en, at det de siger om en er rigtigt. Ved ikke om det skal kunne tolkes sådan, men det vækker mange tanker! Smukt og godt skrevet ihvertfald :)

Fedt digt. Genkendelige overvejelser, og nogle du kommer med svar på. God start med at vi ved at vi er ude at gå i sandet, på kanten mellem ude/hjemme. Så kommer havet, lyder som et godt sted. Men så forstår jeg det som med presset fra oven, af stormen, søger du ind mod de sure æbler hvor der er tryghed og kærlighed. At det ikke nytter at blive ved med at søge og vove sig ud på det blå hav men at man også må tænke på hvem man er og hvad man kan give.
Min yndlings verslinje er når du siger: "Kan man fare vild når man ikke har et mål". Den siger meget.
Alt i alt vil jeg sige at det er et super interessant digt der har mange lag i sig, og hvis der var noget jeg skulle kritisere, så er det at jeg var gået ud på havet, men nu ved ikke hvorhenne dit hav ligger:)
-Bardur

Hej Steffen
Uha. Dualisten begår sit endeligt.
Der er en lidt mærkelig ligegyldighed over teksten, men den følelsesløshed er muligvis nødvendig for at kunne frembringe sit ærende. Det er sort. Det dybeste sorte, der griber stemningen hos et menneske, der hænger sig.
Det utroværdige ligger i den sidste del af teksten, for hp kan vel ikke registrere til det sidste. Og måske heller ikke med de lettede følelser og tanker, med mindre det er ønsketænkning.
Bedste hilsner fra Anne

Hold nu fast - blev helt tør i munden!

Din tekst fastholdt mig, der ellers er svær at fastholde grundet psykiske problemer også.
Jeg sad konstant og ventede på sejren at du rent faktisk tog ind og handlede din mælk og dine havregryn.
For selvom det er en hverdagsting der er simpel for mange - kan det være en af de ting der er en kæmpe kamp at overvinde - og når du får den sejr - så klap dig selv på skulderen - det fortjener du især efter, lige at have været noget så hård ved dig selv!

Tak for læsning - jeg håber at det vil sætte tankerne igang hos folk der ikke forstår sig på det usynlige handicap en psykisk diagnose kan have med sig i rygsækken.

Mvh
Mathias

God historie som får mig til at tænke mange tanker, men jeg forstår ikke helt hvad du forsøger at fortælle. Han ringer til Lone? Hvad vil du fortælle.?

Jeg blev helt forpustet. På den rigtige måde. Det gør næsten ondt hehe...Nice, jeg kunne lide den. Humoristisk slutning, som slet ikke er humoristisk...

Jeg synes du virker meget nærværende i denne tekst. Det er skidt at hovedpersonen har det dårligt psykisk og det er noget jeg desværre kender lidt til i forvejen. Jeg har også nogle negative erfaringer med mig i rygsækken. Men igennem mine teenage-år begyndte jeg at gå i dybden med de ting der frustrerede mig og så er det egentlig gået meget godt derfra til nu, hvor jeg er i midten af 20`erne. Jeg oplever stadigvæk at tingene går lidt op og ned. Men jeg vil sige, at jeg næsten altid har det godt og ser positivt på de ting jeg laver i mit liv og synes jeg er kommet meget land. Nå uden at det skal blive en alt for lang personlig beskrivelse, så vil jeg bare gerne sige at jeg sagtens kan sætte mig ind i det, at have nogle psykiske ar på samvittigheden og det kan godt være en udfordring at komme ud af det tankemønster. Men det kan lade sig gøre, hvis man kæmper meget med det. Det er min erfaring med det. Håber det er ok, at jeg skrev denne beskrivelse. Men det var en mulighed for at komme ud med nogle tanker din tekst gav mig. :)

Flot novelle. Synes du skriver fremragende og fortsæt det gode arbejde. :)

Hej Steffen, har lige læst din tekst, og syntes den fortjente en kommentar.
Din brug af indre monolog fungerer rigtig fint, og det det vedvarende "du" er med til at øge intensiteten og understreger rigtig godt en fornemmelse af angst - det er lige før, det virker klaustrofobisk at være inde i fortællerens hoved.
Alt i alt en rigtig fin tekst, som beskriver en helt almindelig hverdagsaktivitet, som for mange desværre kan virke uoverskuelig.

Super god tekst! Jeg blev revet rigtig meget med, og jeg ELSKER at du som forfatter ikke lader det lyriske "du", svare igen, men derimod bare lader kritikken hagle ned over din hovedperson. Gode beskrivelser - bliv ved som du gør :)

Puha man kan næsten mærke hvor forfærdeligt han har det. Virkelig en livagtig og forfærdelig fortælling. Forfærdelig for personen selvfølgelig ;)