Ja, taknemmelighed er virkelig en dejligt følelse, når den ind i mellem dukker op. Og du formmidler den fint og nøgternt uden dikkedarer :) Benny

En hyldest til livet::)))

Nu har jeg læst din tekst igennem flere gange, og vil rigtig gerne give dig noget af den feedback, du efterspørger. :) Det bliver lidt langt, det håber jeg, du kan leve med.

Jeg synes, show-don't-tell fungerer rigtig godt for dig i passagerne om Helge. Det er i det hele taget nogle skønne afsnit, hvor sproget (for mig som læser) flyder godt og naturligt. Jeg kan tydeligt se Helge for mig, særligt her: "Gravemester Helge Petersen var en stor mand, der med de bare næver kunne flytte store sten, men han foretrak nu at bruge sin elskede gravemaskine, som han havde anskaffet sig sidste forår. Fra sin plads bag de mange styrehåndtag havde han et fint overblik over sin arbejdsplads" - der synes jeg, du fortæller rigtig meget om Helge i relativt få ord, samtidig med at du lader mig skabe mit eget billede af ham. Jeg forestiller mig ham både sympatisk og jordnær, en mand der passer sit arbejde og er klar til at tage lederrollen på sig, når det er påkrævet, også selvom han er trykket ved det (som jeg synes, du viser i hans samtale med Lena).

Ifht. Lena og Enevold: Lena tror jeg bliver tydeligere som handingen skrider frem, måske hvis man også med hende får lov til at se noget mere af hendes følelsesregister! Enevold har jeg en begyndende fornemmelse af - jeg synes især han træder frem i det afsnit, hvor han forbereder sig på at fortælle Hanne om Lenas forfremmelse. Et øjeblik mindede han mig lidt om yngre udgave af I.P. fra Rejseholdet! Og det er et kompliment, han er en af mine yndlingskarakterer. :)

Enevolds skift fra tålmod til voldsom vrede fandt jeg lidt foruroligende, og tænker om der ligger et eller andet og snurrer rundt nedenunder overfladen. Jeg tror, det er fordi, du laver skiftet her: "Enevold havde tålmodigt hørt på hende. Da hun til sidst beskyldte ham for at være en vatnisse, havde han fået nok." - har han følt sig tålmodig gennem hele svadaen lige indtil hun siger vatnisse, eller er han trods sin egen besindelse langsomt men sikkert kogt op? Det bliver lidt uklart for mig, og en tydeliggørelse kunne måske fortælle mig endnu mere om hans karakter!

Din karakterisation af Johan er også rigtig tydelig for mig. Jeg synes generelt, du også med ham får vist mere, end du fortæller - f.eks. er jeg rigtig vild med den her passage: "Johan lod dem bare tale, han vidste godt, hvad han var og tøserne, som de sagde, havde han et godt øje til. Det var dog ikke de lokale fiskerpiger han kiggede efter, de var efter hans mening for tunge i sind og krop. Nej, han ville hellere kigge på et par af de unge piger, der hver sommer boede i nogle af de få sommerhuse, der på det tidspunkt var dukket op på stranden." - jeg synes, den fortæller meget om både hvordan han er som mand, og hvordan han adskiller sig.

Nogle gange faldt jeg over ordene "tålmodig" eller "tålmodighed" i din tekst og tænkte, at de måske kunne sløjfes - netop fordi de tit henviser til et karaktertræk, som man også kan vise!

Rigtig spændende historie, i øvrigt, jeg er allerede begyndt at koge teorier på drabet! :)

Mange hilsner,
- Polina.