Hej Sarah,

ud fra de emneord du har tillagt teksten 'PTSD', tillader jeg mig følgende sprog, og muligvis ubehagelig læsning særligt i næste rubrik. For hvad det er værd, er din gråd smittende, og det du her har skabt er ikke som en sygdom eller en diagnose, men rørende som kunst / noget helbredende, trods det er smerteligt at læse. Uanset om det er fem, ti eller hundrede år siden katalysatoren fremtvang angst, frygt, traume og flugt, er det så unfair, urimeligt og tarveligt at nogen eller noget skal have den magt over dig/os. Jeg tror tiden kan være irrelevant i forhold til healing af traumet - er såret åbent eller arret forpint, er det dét, og behøver ikke retfærdiggøres.

Vores kroppe, nervesystemet, husker forfærdeligt meget - jeg blev født med diagnosen halskræft, uhelbredeligt og med besked til mine forældre om at forberede sig på det værste, akkumulerende kvælning, men en nat noget senere (jeg er i tvivl om hvor længe), røg jeg på skadestuen, hvor det viste sig at første diagnose var en fejl - det var en kvælende hals-abnormalitet, der, i narkose, kunne fjernes. Det skyldtes muligvis min mors cigaret-rygning under graviditet (det var i 80'erne, hvor viden om tobak var mindre). Konsekvensen blev blandt andet talebesvær og muligvis altså også PTSD, omend der er RIGELIGT med andre grunde til at jeg føler solidaritet med din teksts titel, og det jeg læser ud fra din tekst (undskyld for dette lange skrev, og undskyld hvis jeg er helt på afveje). Man behøver næppe at kende diagnosen, når du beskriver dens effekter så tydeligt. Inklusive smerten indeni, som andre folk (på natklubben) ikke altid kan se, og ofte gør værre, uanset bedste intentioner.

Men uanset HVAD der har givet PTSD, hjalp det mig personligt enormt at høre betegnelsen PTSI (I = Injury) - ifølge dr. Peter Levine, phd og forsker i traume, og meget berømt for Somatic Experiencing-metoden, er PTSD ikke en 'Disorder', men en fysisk skade, der skal behandles sådan, med en blanding af psykoterapi og psykologi, ved f. eks EMDR (Eye Movement Desensitization and Reprocessing) og S.E. Tilgangen er ved at vinde indpas i Danmark, stort (!), men det er forskelligt rundt om i landet, HVOR udbredt, og hvor meget kommune vil støtte det, der stadig af nogle sagsbehandlere og Big Pharma-læger betegnes som 'alternativ behandling' - på trods af at Peter Levine ERKENDER at han er inspireret af sydamerikansk, indiansk ældgammel healing, men empirisk bevist gennem nok forsøg til at Big Pharma ikke kan stoppe det.

Lad ikke ham, eller mig, eller nogen anden stoppe dig fra det sociale. Når/hvis alt er relativt, er det relevante det DU afgør er relevant, ingen anden. For mig er det relationer, mere intense end godt måske er, men som Peter Levine udtrykker det, i 'An Unspoken Voice', er PTSD bogstaveligt talt HELVEDE, men dem der går igennem det, muligvis igennem hele livet, ser lyset klarere, aner himlen mere realistisk, dog for en alt for høj pris, som ingen burde betale. Men prisen er midlertidig, og den evighed, som frosten/traumet kan føles som, kan også anes i dens antonym, i dens modsætning. Kærligheden er mindst ligeså intens som smerten, i al dens midlertidighed.

PS: guidet meditation på Youtube, særligt PTSD/traume-orienteret, kan give følelsen af kontrol og medbestemmelse over kroppens skadede ar, og der findes mange gode danske, alt efter smag og behag. Den berømte kampsports-innovator Bruce Lee har desuden mange interessante observationer i forhold til at finde sin egen stil, sin egen bevægelse i livet (ikke bare kampstil, men også freds-stil - katarsis).

Kh Ansu